Lige så forudsigeligt som efterårets komme (hvis vi tør glemme klimakrisens konstante kradsen bare et øjeblik), bladenes mørknen og falden fra træerne, lysets forandring og mørkets snigende kommen – ja, med tilsvarende forudsigelighed er Bo Schiølers nye album Spillemandens grænsepost landet i min favn; sådan som det er sket de sidste fem-seks år. Og med samme glæde og forventningshob kaster jeg mig da over det nye barn, som Bo selv kalder sit projekt med vennerne.

“Væk mig – fra de døde

gi’ mig et kærligt los

la’ de grønne blade blive røde

for efteråret – ja efteråret – er over os”

Og igen er tematikken den såkaldte “tredje alder”, det kapitel af livet, hvor livets timeglas indeholder mindre fint sand, end det engang gjorde, men hvor livsappetitten og -intensiteten ikke er blevet mindre, snarere tværtimod. Den aldrende troubadour følger med et skævt smil sin egen læges gode råd om at have en “hobby” og lader strømmen af sange flyde gennem sin gamle hjerne og krop og videre ud til alle, der gider lytte til musikken og de mange ord, der kommer ud af Bo og vennernes anstrengelser.

Albummets titel er inspireret af en gammel, nu afdød, spillemand – Find – fra Jegindø, der får lov til at pryde albummets forside. Og som var øens autodidakte spillemand, en ildelugtende særling med sin egen ustemte violin og lige så ustemte stemme sang gamle sange med en egen skønhed. Et udskud, u(gle)set menneske på kanten af et lille samfund, hvor kun få lukkede ham ind i sit hjem og sit hjerte. En slags rollemodel for den moderne troubadour Bo Schiøler, der hverken lugter fælt eller synger grimt og har mange nye sange på sit repertoire.

Og som ofte før er anslaget de unge år. I en lille intro fortæller Bo om sin barndom og ungdom med uendelig leg og ungdommelig angst, drømmeri og erfaringsdannelse. Og om den aldrende mands erfaring af, at “intet går som oraklet spår/ man vokser op og tiden går/ så dette er sange – de sange som kom/ nu ved du p ræcis – hvad de handler om”. Nemlig et levet liv på godt og ondt. Og så følger en perlerække af sange med Bos karakteristiske dobbeltbundethed.

Lige fra den kvasi-selvbiografiske “Lidt for meget”, hvor Bo svinger krabasken over sit eget unge jeg, der altid var “lidt for meget”; ham, der kanøflede andre, hævdede sig selv på andres bekostning og måske glemte at være noget for andre. Og som endte med at blive “hver mands herre/ mølædt og gennemsigtig/ intet af det du siger og gør/ betragtes mer’ som vigtigt/ du ligner en fladtrådt vandmand/ du ligner en gennem-kogt klud…/ du nærmer dig livets ende/ – det er tid til at stemple ud”.  Nej, Bo skåner ikke sig selv i sin selv-ransagelse. På falderebet tæller selv-tugtelsen og -erkendelsen meget.

Men som altid hos Schiøler er kritikkens sværd tveægget. Hvor der er tæsk til selvet, er der også det modsatte. Sådan i sang nr. 2 med den sigende titel “Min elskede”, der er en kærlighedssang og -erklæring til den udvalgte. En sang, hvor der er plads er bittersød erkendelse af den altid svære kærlighed, hvor misforståelser er almindelige og uforståelige, og dens uomgængelighed.: “gi’ os en chance til/ at dele mit liv med dig/ er det eneste jeg vil”.

Jeg skal ikke gennemtrævle og -analysere alle Schiølers tekster. Det vil jeg overlade til en eller anden ung, forkølet magisterstuderende, der mangler en specialeidé. Men det er som vi kender Schiøler fra de foregående mange fornemme udgivelser. Dobbeltbundetheden ligger i teksterne som et melankoliens tvæggede sværd, der retter sin æg indad og udad. Der er tekster af selv-biografisk karakter (fx “Byens ensomme ulv”), erindrende tekster (fx “For første gang” om, ja, den første gang, man møder nogen) og selvfølgelig tekster om den “tredje alders” alvor og erkendelse (tydeligvis i “En endestation”) og mere til. Ja så meget, at der endda bliver plads til et bonusnummer, “Sorte skyer over Skotland”, der opsumerer noget vigtigt af pladens grundstemning: “Hvornår sender mørket en solskins dag…”. For trods melankoli og kritiske tale, så er Bo Schiøler i bund og grund en håbefuld sangskriver.

Og som det har været tilfældet på de andre gode plader, så er sangene en skønsom blanding af svingende, rockende numre og balladeagtige sange. Og vennerne (ingen nævnt, ingen glemt) sørger for at de gode melodier har fået fornemme arrangementer, som yder sangene den bedst mulige støtte og opbakning.

Samlet set er Spillemandens grænsepost endnu en vellykket plade fra den aldrende sanger-sangskriver, der nok rummer mange flere sange til kommende plader. Og hvis man ikke allerede kender Bo Schiølers og venners musik, så er denne nye plade et godt sted at begynde. Hermed varmt anbefalet fra en anden gamling.

Bo Schiøler & Venner. Spillemandens grænsepost. Sange om mod i den 3. alder. Producer: Lars Schiøler. Sådan’sk. Sundance Music. Udkom den 6. oktober.