I min natlektyrebunke ligger Dave Marhs bog om the Who Before I get old. The Story of the Who, som Rolling Stone har udråbt til at være den bedste bog om the Who. Den slags skal selvfølgelig tages med et gram salt; men sikkert er det, at Marsh over næsten 450 sider får fortalt historien om den navnkundige gruppe med rigtig mange detaljer og nuancer og – allervigtigst – med holdning og fortolkning af alle de opsamlede oplysninger og data.

Og det er en fornøjelse af følge de fire energiske, ambitiøse englænderes forsøg på at slå igennem i kølvandet på den britiske invasion af USA. Den velkendte historie om de smadrede guitarer, trommesæt og hotelværelser – som i første omgang betød, at bandet stort set ikke tjente ret meget, fordi der var så mange udgifter til reperationer og skadesdækning. Men der er også historier af mindre kendt karakter. Fx historien om, at The Who lavede reklamefilm. Blandt andet for velgørende formål (syge børn), men også og nok så bemærkelsesværdigt for det amerikanske forsvar – reklame for rekrutering af soldater til Vietnam-krigen. Bemærkelsesværdigt, fordi krigen allerede dengang i sluttresserne var meget kontroversiel (for nu at sige det mildt), ikke mindst hos unge og progressive mennesker. Og blandt oprørske beat-grupper. Når The Who – eller rettere sagt sangskriver og frontfigur Pete Townshend alligevel lod sig overtale, så var det ikke, fordi han ikke vidste, at en sådan beslutning var i modsætning til det, mange af publikum stod for og identificerede bandet med, men fordi det betød mere for Townshend, at The Who var begyndt at fungere som et ambitiøst musikband, end at leve op til diffuse forventninger ude i publikum. Og heldigvis for The Who blev de militære reklamer ikke rigtig til noget i medierne – før krigen var ovre. Og så kan man måske tilføje, at Townshends ejendommelige forhold til disse reklamer passer ganske godt samme med bandets forholden sig til netop reklameindustrien på albummet The Who Sell Out.