Og lad os så komme til bunds i de gamle vinyler. Her er første opsamlingsheat med korte omtaler af de mange, velholdte plader. Alle i så god stand, at de kan spilles uden den store rengøring, og med velbevarede covers og inder-sleeves.

Ednnu en maxisingle gemmer sig i vinylbunken. Svenske Eric Gadd og hans sang “God gve me you” i to extenden mix-udgaver. Året er 1993 og Eric Gadd ekscellerer i en lækker soul. Og han gør det godt, ham Eric Gadd, men jeg har læst mig til, at han har vendt snuden hjemad de senere år og nu synger på sit modersmål. Fint nok. Skal/skal ikke beholde denne maxi? Vi får se.
Næste skive er Lis Sørensen og hendes succesfulde album Hjerternes Sang (1989), der solgte rigtig meget herhjemme. Et album, hvor hun fortolker andres sange – Anne Linnet, Sebastian, Lars Muhl m.fl. Og hun gør det godt. Pladen får lov at blive, selv om jeg foretrækker Lis Sørensen dengang hun var en del af Shit og Chanel (Chalou).
Videre til den amerikanske pop-rock-sanger Richard Marx og hans andet album Repeat Offender (1989). Velproduceret firser pop-rock af den slags, der især lever højt på netop produktionen (firserlyd) og arrangementerne, med masser af dygtige sessionmusikere, der sørger for at alt sidder lige i skabet og fungerer, og knap så meget på sangenes holdbarhed og appel. Musik for den amerikanske bilradio som baggrundsstøj på de lange landeveje. Jeg ville aldrig selv have købt denne plade.
Og så videre til en kuriositet. En dobbelt opsamlingsplade med Diana Ross, Stevie Wonder, Michael Jackson og Gladys Knight & The Pips, hvor de fremfører tv-udgaver af deres kendte sange. Bestemt ikke dårligt, men mest af alt noget exploitation, hvor det mest af alt handler om at forgylde de i forvejen forgyldte kunstnere. En opsamling man kan få for små penge på internettets tilbudssider og som ikke får lov at tage plads på mine trange hylder.
Videre til Jon Bon Jovis debutalbum Blaze of Glory (1990), der også er en slags soundtrack til filmen Young Guns II. Hvad skal jeg mene?! Kompetent mainstream-rock, der forstår at behage FM-båndet med iørefaldende sange iklædt rockklæder, der passer til halvfemserne. Bon Jovi har aldrig været min kop whisky, og det samme gælder Jon Bon Jovi. Den får ikke lov til at lægge ryg til min pickup.
Og medens vi er ovre i gruppen af sangere med en fortid i et band, så kommer vi til Lionel Richie og hans Back to front; et dobbelt opsamlingsalbum med Commodores-sangerens mest kendte sange og møntet på et europæisk publikum. Næsten halvfjerds minutter ( i denne særudgave md to ekstra-numre). Men selv om man ikke kan tage fra ham, at han kan sin metiér, så er det også en plade, der må videre.
Lidt i samme boldgade er sangeren Keith Washington og hans album Kissing You med mandens største hit, der navngav pladen. Velproduceret amerikansk R&B med en perlerække af velestimerede musikere og producere sikrer, at ikke noget går galt. Og Keith Washington tager da også alle stik hjem med sin smægtende, forførende stemme, der tog kegler (måske især hos det kvindelige publikum?) i 1991. Siden har Washington vist ikke rigtig kunnet gøre sig som solist, men har en fortid som sanger og sangskriver for andre navne som fx Kylie Minouge og Freddie Jackson at bygge videre på.
Mere interessant er Janet Jackson og hendes Rhythm Nation 1814, hvor Michaels lillesøster trådte i karaker som kunstner og udsendte en plade med sange, der tog fat på nogle af de mange sociale problemer, der er i USA. Racisme, fattigdom, stofmisbrug. Alt sammen blandet op med lidt velgørende romantik. Det skal jo heller ikke bliver for sort, vel!? Men igen et velproduceret album fra Janet, hvor hun viser, at hun ikke behøver at stå i skyggen på sin mere berømte broder, og leverer en omgang energisk, funky, dansant pop-rock fra øverste hylde af det årti. Bestemt noget af det bedste, man kan finde fra år 1989s mainstream-pop-område.