Selv om capac for tiden arbejder mere end 45 timer om ugen, så er arbejdsløshedens spøgelse ikke forsvundet fra min horisont. I går snakkede jeg med en god nabo, der er kommet i vridemaskinen. Selv om hun er veluddannet akademiker er hun endt nederst i systempyramiden som socialklient. Og man har “tilbudt” hende en ulønnet, femmåneders erhvervspraktik som kassedame – uden løfte om ansættelse bagefter. Hvordan var det nu, det var: Der er masser af jobs derude! Ikke? Men man har ikke tillid til, at en akademiker kan klare mosten som kassedame!?
Og så hørte jeg en socialdemokrat i radioen. Han kunne ikke afvise, at det gamle lønmodtagerparti igen vil være med til at forringe de lediges situation. Hvis bare det gav mere arbejdskraft. Hvis interesser er det nu lige Socialdemokraterne tjener? Jeg spørger bare.
Og endelig kunne man i det seneste nummer af Magisterbladet læse en absurd københavernerhistorie om individuel jobvejledning, der blev forvandlet til masseinformationsmøde og vilkårlig nedladende behandling af de fremmødte.
Så længe politikerne mener, at det er i orden at behandle mennesker på den måde, man behandler ledige på, så bliver verden sandsynligvis ikke et bedre sted at være i…