Danmarks Radios DR2 kører for tiden en serie med såkaldte “filmperler”, hvoraf nogle stykker er af fransk oprindelse. Således gårsdagens film med den associativt klingende titlen “Les miserables”. For selvfølgelig mere end henviser, ja citerer, filmtitlen titlen på Victor Hugos berømte roman, der gennem årene har været genstand for flere versioneringer – som film, musical, teaterstykke m.m.
Aftenens version er fra 2019 og af Ladj Ly og er hans debut som instruktør. Og den bygger på en kortfilm, som Ly lavede i 2017.
Filmens handling finder sted i den parisiske udkantskommune Montfermeil i tiden efter afholdelsen af verdensmesterskabet i fodbold i 2018. Man følger nogle politimænd, der kører rundt i området, der er kendt for at være en lokation, hvor der har været megen handel med narkotika og på det seneste et område, hvor prostitution blandt nigerianske kvinder har floreret. Og så er det et område, hvor forskellige grupperinger kæmper om indflydelse og magt. En islamisk brødreorganisation, en gruppe omkring den lokale, sorte borgmester, politiet og så en masse store børn og unge, der er utilpassede og får tiden til at gå med at lave ballade.
En central skikkelse er den nyslåede politimand Stéphane Ruis, der bliver kastet ud i arbejdet sammen med gruppelederen Chris og den muslimske kollega Gwada. Og Ruiz udfordres af Chris, der ikke går af vejen som at bryde og bøje reglerne for at udføre sit arbejde. Og det kan Ruiz ikke acceptere.
På et tidspunkt sker der det, at en dreng – Issa – stjæler en løveunge fra et omrejsende tivoli. Og det giver anledning til en veritable mennekskejagt for at finde drengen og levere løveungen tilbage til den retmæssige ejer, en sigøjner i cirkus – og derved forhindre, at der opstår konflikter mellem sigøjnerne og de fastboende. Og i jagten sker der det, at politimanden Gwada skyder drengen Issa i hovedet med en såkaldt flash-ball-gevær. Og uheldigvis for politimændene er der en af Issas venner, der filmer optrinnet med sin drone. Så derefter går jagten på Issas ven for at få fat i filmen og forhindre, at de – politimændene – bliver stillet til regnskab for deres handlinger af ledelsen.
Hvordan det ender, må man selv se. Men instruktøren afstår fra at give filmen en simpel slutning. Filmen slutter uden på nogen måde at moralisere eller tage parti for nogen af de involverede. I stedet slutter filmen med et citat af Victor Hugo – fra romanen – der siger: “Husk dette mine venner: Der findes ikke dårlige planter eller dårlige mennesker. Kun dem, der har frembragt dem er dårlige”. Min fordanskning.
Filmen er velspillet af såvel de professionelle skuespillere som de mange medvirkende statister. Og så er filmen en medrivende, bitter kommentar til et Frankrig, hvor racisme, fattigdom, ulighed osv. lever i bedste velgående uden for det officielle Frankrig. I forstæderne til Paris (som ikke regnes med i den gængse opfattelse af, hvad Paris omfatter), hvor tusindvis af indvandrere fra de tidligere franske kolonier lever på det offentlige Frankrigs nåde. Endelig kan man – hvis man er i det humør – se filmen som en advarsel om, hvordan det kan gå herhjemme, hvis ikke vi kommer ud over ghettoficeringen af de bydele, hvor mange af vores immigranter lever deres liv.