I 2010 sendte John Lennon et brev til den unge folksanger og sangskriver Steve Tilson. Tilson  havde givet et interview til musikbladet Zig Zag, hvor han gav udtryjk for, at han frygtede, at rigdom og berømmelse ville kunne ødelægge hans musik. Men brevet nåede ikke frem til Tilson og han fik det først i hænde i 2005 . Og denne lille episode danner inspirationsgrundlag for filmen Danny Collins (2015), som er Dan Fogelmans instruktørdebut.

Danny Collins (Al Pacino) er en aldrende, succesfuld rockmusiker, der gennem flere årtier har levet et syndigt rockmusikerliv med masser af kvinder og masser af stoffer og sprut. Og han er kørt surt i at levere nostalgiske shows, hvor han lirer sine gamle sange af for et publikum af ældre lakridsspisende damer og andre gamle fans. Og på det tidspunkt kommer hans manager og mangeårige ven Frank Grubman (Christopher Plummer) med det famøse brev, der er signeret John and Yoko og som opfordrer Collins til at holde fast i sin kunstneriske skaben. Og brevet får Collins til at tage sit liv op til revision – herunder også forholdet til sin søn, som han fik efter et stofbedøvet møde backstage med drengens nu afdøde mor. Drengen er nu en voksen mand med en truende kræftsygdom (en arv fra moderen), en dejlig højgravid kone og en underskøn lille datter, der har ADHD. Og Danny Collins sætter sig for dels at genoptage sin sangskrivning, der har ligget i dvale i tredive år, og dels at opsøge sønnen og skabe en relation til ham og barnebarnet.

På sæt og vis en enkel og banal historie, der let kunne være gået hen og blevet en trivialitet i bedste Familiejournal-stil. Hvis ikke det var for de gæve, gamle skuespillere – Al Pacino, Christoffer Plummer og Annett Benning – og et hold unge dygtige ditto, som ikke lader de gamle noget efter. Så derfor bliver banaliteten hævet op til et underholdende lille genrestykke, der får masseret budskabet om, at man godt kan have et hjerte af guld under habitjakken, selv om man er en fordrukken, markotiseret ringvrag fra rockens elite.

Og så hjælper det gevaldigt, at lydsporet i filmen består af mange sange med og af John Lennon fra dennes solokarriere. En fin ledetråd og et fint genhør med mange af Lennons skjulte sange fra de mange albums. Det må have kostet kassen at bruge dem, men er hver en dollar værd.