Ytring er en sprogvidenskabelig betegnelse for et udsagn uden hensyntagen til dettes sandhedsværdi, grammatiske form eller funktion. Ytringer afgrænses fra hinanden af prosodiske faktorer, fx pause og stigende intonation ved spørgsmål. Begrebet ytring, der med udgangspunkt i verbet ytre principielt betegner et mundtligt udsagn, anvendes i praksis dog også om skriftlige udsagn. Ytringer kan have form af sætninger eller sætningsemner og som disse rumme forskellige virkemidler samt indgå i mangeartede tale- og tekstsituationer. (Lex.dk)

Og den Store Danske Ordbog supplerer med at forklare verbet ytre sådan: fra middelnedertysk uteren ‘erklære, udfordre’. Og: give udtryk for gennem sine udtalelser, sine handlinger, sin adfærd m.m.

Og hvis vi tager ovenstående bogstaveligt, så er det i det mindste klart, at det at ytre sig ikke kun omfatter, hvad vi siger (tale) og skriver, sådan som lovtekster og deklarationer foretrækker at udlægge det. Nej, at ytre sig omfatter også det ordbogen betegner som “handlinger” og “adfærd”. Derfor er det også en ytring at tage en bog og sætte ild til den. Vi ved godt, hvad jeg skriver om her. Ytringsfriheden i sin radikale og mest omfattende forstand inkluderer alle menneskets symbolske handlinger og adfærd. Sådan kan man – som jeg vil gøre det – idealistisk forstå ytringsfrihedens princip. Den er et princip, og som sådan radikal og omfattende og burde ikke kunne gradbøjes. Når det alligevel er sket i Danmark – nemlig i forhold til det religiøse (den nu afskaffede blasfemiparagraf) og kongedømmet (den stadigvæk fungerende lov om majestætsfornærmelse) – så kan det forstås på den måde, at friheden til at ytre sig gælder i en samfund, der har et sekulariseret folkestyre (demokrati) som ideal og de to undtagelseslove tilhører en anden før-sekulariseret tid, hvor feudalisme og teokrati stadigvæk var reelle. Begge dele – blasfemi og majestætsfornærmelse – kan i dag betragtes som anakronismer; noget, der retteligen hører en anden tid til.

Kære læser, du har allerede fornemmet, at jeg taler for ytringsfriheden i dens mest radikale og omfangsrige forstand. Jeg hylder princippet som et princip, vi ikke kan og ikke bør begrænse, hvis vi tager ideen om et reelt folkestyre alvorligt.

Men hvad så, hvis nogen formaster sig til at brænde en bog af som betyder meget for mange mennesker?! Skal vi så gribe ind og forbyde denne nogen at gøre det? Nej, det synes jeg ikke, vi skal. Forbud mod ytringer er mig imod. Vi skal gå andre veje, hvis vi vil sådan en praksis til livs. Nærliggende er det at gå i dialog med de formastelige, kritisere dem og bestræbe os på – i folkestyrets ånd – at få dem til  i stedet for at sætte ild til en bog at udfolde deres ytrings indhold i tale og skrift. For, hvad er det de formastelige vil sige!? Jeg er ikke i pressens dækning af afbrændingerne stødt på et eneste forsøg på at få de formastelige i tale og forklare, hvad fanden det er de vil med disse små bål! Det nærmeste, jeg er kommet, er at jeg så et banner i forbindelse med den sidste afbrænding i København, hvorpå der stor: Fuck ….. og så navnet på den religion, som den brændende bog er skrift for. Er vi ude i noget religionskritik (et universitært specialeområde)? Så folk dog denne fuldt legitime kritik ud. Det vil være i demokratiets ånd.

At ytre sig er ikke uden omkostninger. Rundt om i verden ender folk bag lås og slå, fordi de har ytret sig noget. Også i vores sekulariserede og ideelt set demokratiske del af verden har det omkostninger at ytre sig. Der findes grader af censur, ja, sågår selv-censur, når vi føler, at vores ytringer måske vil komme til at støde eller ligefrem krænke nogen. Og på arbejdspladserne kan det koste jobbet, hvis man siger noget, der ikke passer ind i pladsens selv-forståelse. Osv. Næ, friheden til at ytre sig er ikke for sarte sjæle, og som oftest bliver vi opmærksom på ytringsfriheden, når den rammer hårdest og er mest ubehagelig. Jeg kommer i tanker om dengang nazisterne foretog deres berygtede bogafbrændinger, og psykoanalysens skaber Sigmund Freud, hvis skrifter gik op i flammer, mente, at det var godt, det ikke var middelalderen, de levede, for så var det ikke bøgerne, men Freud selv, der ville være blevet overgivet til flammerne. Kort tid efter gik store dele af Freuds familie op i flammer i koncentrationslejrene, fordi de var jøder. Og hvor vil jeg hen med denne digression?! Måske til at sige, at ytringsfriheden – også i dens mest ubehagelige form, hvor ytringerne træder andre mennesker over tæerne og fornærmer dem – er med til at holde helt andre handlinger og samfundsformer stangen. Det er bedre at fornærme, chokere, provokere andre, end at slå dem ihjel osv. Det var bare dagens lille overvejelse.

Opdatering 9/8-23: Som supplement eller modsigelse af ovenstående bør man læse juristen Eva Smiths nuancerede og vidende indlæg i Ræson Den eksisterende lovgivning kan forhindre koranafbrændingerne. Jeg deler Smiths ræsonnement langt hen ad vejen, men mener stadigvæk, at den omtalte handling er en ytring og derfor omfattet af ytringsfriheden – hvor ubehageligt det end må være at acceptere.