I takt med, at de såkaldte velfærdssamfund  får sværere og sværere ved at opfylde alle de ønsker og behov, som befolkningerne måtte have, sker der det, at visse opgaver ikke bliver løst. Herhjemme kender vi problemstillingen fra for eksempel psykiatrien, hvor der igen og igen kommer eksempler på, at det offentliges håndtering af området ikke slår til og psykiatriske patienter ikke får den behandling, de har behov for. Et eksempel er sagen om skyderiet på indkøbscenteret Fields i København, hvor hovedpersonen dels var utilregnelig i handlingsøjeblikket og dels ikke var blevet taget under behandling, selv om han havde kontaktet det psykiatriske system flere gange inden det ulykkelige skyderi fandt sted.

Den franske film De særlige (original titel: Hors normes – uden for normerne, direkte oversat) handler om to mænd – jøden Bruno (Vincent Cassel) og muslimen Malik  (Vincent Cassel) – der sammen har skabt en ikke-officiel, uafhængig, institution, der tager sig af en gruppe mennesker, som det offentlige system ikke kan tage vare på, nemlig de allersværest ramte autister. Når det offentlige giver op over for disse mennesker, tager Bruno og Malik og deres medarbejdere over uanset hvor vanskelige sagerne er. Og de gør det med succes, selv om (eller måske: netop fordi) de hverken har en passende uddannelse eller er godkendt af det offentlige.

Af samme årsag er de to mænds virksomhed konstant truet af myndighederne der er splittet mellem hensynet til “ordnede forhold” (med professionelt ansatte, økonomisk grundlag osv.) og behovet for et tilbud til de udsatte unge. Og det er så at sige plottet i filmen, der vel at mærke bygger på faktiske franske forhold. Og jeg ødelægger ikke noget af filmoplevelsen ved at afsløre, at det ender med, at myndigheder må lade Bruno og Malik fortsætte deres virke, fordi myndigheder ganske enkelt ikke har et andet tilbud til “de særlige”.

Filmens styrke er, at den beskriver Brunos og Maliks arbejde helt nede på hverdagsniveau. Man følger nogle af autisterne – fx drengen Valentin, der er selvskadende (med bokserhjelm på hovedet), sprogligt tilbagestående og socialt handicappet – i deres forløb på institutionen. Filmens fokus er ikke på det overordnet politiske (selv om det er temaet), men på det menneskelige. Vi får at se, hvordan Bruno og de andre på et menneskeligt plan arbejder med at finde løsninger for de autister, de har i deres varetægt. Og hvordan det mod alle odds lykkes dem at ændre de involveredes situation til noget bedre, hvor de kan se en lysere fremtid i møde.

Det er sådan en film, der lever højt på skuespilkunst af høj klasse og på det menneskesyn, der ligger til grund for den uautoriserede institution, der i praksis illustrerer, hvor begrænsede de officielle institutioner er – til trods for stor faglighed og faste økonomiske rammer. En usædvanlig film i en tid, hvor mange film primært vil underholde og undgår at forholde sig til samfundenes faktiske problemer. Og den kan ses på DRs hjemmeside frem til slutningen af august. Og det kan kun anbefales.