Her til morgen springer en spiseseddel-voldsom rubrik fra Information mig i øjnene: Slavoj Žižek: Venstrefløjens pacifister går Kremls ærinde. Dagbladets betalingsmur forhindrer mig i at læse kommentaren (og jeg vil – jævnfør forrige opslag – ikke åbne for abonnementsslusen). Men det er også lige meget, for jeg kender godt Zizeks syn på Ukraine-konflikten og jeg deler langt hen hans analyser. Men ikke helt.

Zizek har tidligere (fx i The Guardian for et år siden) argumenteret for, at Rusland under Putin insisterer på, at der er to slags stater i vores verden. Der er de suveræne stater, og så er der de besejrede stater. Underforstået: Rusland er og vil kæmpe for at være en suveræn stat og Ukraine (Bosnien, Herzegovina, Kosovo, Finland, Baltikum…) er de besejrede. Og dette synspunkt skulle forklare, hvad Zizek kalder Putins imperiale ambitioner. Men, selv om kravet og ønsket om suverænitet faktisk er i overensstemmelse med FN-pagten, der i artikel 1 bestemmer et af formålene som “respekt for grundsætningen om folkenes ligeret og selvbestemmelse “, så er der tale om et urealistisk mål, fordi og jeg citerer – “i nutidens globale verden hvor vi alle hjemsøges af de samme katastrofer er vi alle i en tilstand af overgang og midlertidighed som stater, hverken suveræne lande eller besejrede; at insistere på fuld suverænitet i det globale opvarmning er det rene vandvid, da vores overlevelse er helt afhængig af et tæt globalt samarbejde”. Sagt på en anden måde: Den traditionelle forestilling om suveræne stater (som man jo i Vesten bruger som argument for at støtte Ukraine; lad os ikke glemme det…), der lå til grund for FN-pagten, er i dag uvæsentlig i forhold til de globale problemer, vi står over for.

Det betyder jo ikke, at forestillingen om en stat med grænser, som andre stater respekterer, forsvinder slet og ret, men at der er forhold, der vejer tungere end disse grænser. Den globale opvarmning respekterer ikke sådanne grænser, og kampen mod opvarmning respekterer dem heller ikke. Vi er i samme båd og må alle have fat i årerne.

Man kan så, som Zizek foretrækker det, opfatte Ukraines krig mod Rusland som en kamp mod den gamle forestilling om suveræniteten: At Ukraine risikerede det umulige, ignorerede pragmatiske kalkulationer osv. Og derfor – skylder vi dem en fuld støtte. Sådan som det sker nu fra vestlig side. Men Zizek har dog et forbehold: Vi har brug for et stærkere Nato, men vel at mærke et Nato, der ikke er en forlængelse af amerikansk politik (sådan som tilfældet er nu).

Det er typisk for Zizek, at hans argumentation ikke slet og ret bygger på konflikten i snæver forstand men har et mere radikalt udgangspunkt. Han ser nemlig Ruslands aggression som udtryk for Putins imperiale ambitioner, der dels handler om at få kontrol over vandvejene i Arktis – og dermed vigtige transportveje for verdens fødevarer (fx korn fra Rusland og Ukraine) – og dels om i samme omgang, at destabilisere Europa som enhed. Og derfor mener Zizek at såvel højrefløjen (repræsenteret af fx den gamle høj Henry Kissinger) og venstrefløjen (repræsenteret af den navnkundige kritiker Noam Chomsky) begår den fejl at propagere en fredelig løsning og derved overser den kendsgerning, at krigen ikke handler om Ukraine i snæver forstand men er et moment i et brutalt forsøg på at ændre vores geopolitiske situation. Det sande mål er at demontere den europæiske enhed, som der ellers er bred konsensus hos alle parter. Og analyse får Zizek til at hævde, at der for alle på venstrefløjen kun er en holdbar holdning til Ukraine og det er at støtte landet i dets kamp mod Rusland.

Men, og netop set i lyset af geopolitikken (kampen om den globale magt) og i lyset af vores fælles globale opgave, den globale opvarmning og dens konsekvenser, kan man spørge, om ikke det er en helt forkert vej at gå at propagere krig mod Rusland – en blodig krig, der dagligt koster masser af mennesker livet i en ret så perspektivløs kamp, som bidrager voldsomt til udledning af CO2 og andre drivhusgasser, og som belaster de europæiske økonomier på bekostning af klimaindsatsen osv. – i stedet for at leve op til FN-pagtens formål, der bl. a. omfatter (artikel 2, stk. 3): “Alle medlemmer skal bilægge deres mellemfolkelige tvistigheder ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed såvelsom retfærdighed ikke bringes i fare.”. Når flertallet af lande i verden – inkl. Kina, Indien, Indonesien, Brasilien, flere afrikanske lande – peger på den fredelige vej med politiske forhandlinger, så er det netop udtryk for ønsket om en global løsning. En løsning, der er i overensstemmelse med FN-pagtens erfaringsgrundlag (de to verdenskrige) og som er udtryk for global handling (modsat geopolitiske særinteresser), som Zizek selv ser som den eneste farbare vej. Og hvis et flertal af verdens lande kræver en fredelig løsning, så er det svært at forestille sig, at Rusland og Ukraine i længden kan sige nej.

Så langt, så godt, og nu til morgenkaffen, inden den bliver kold.