Det gør selvfølgelig indtryk, når pressen falder i svime over en optræden på orange scene på Roskilde. Og det har pressen gjort, da kunstneren Lil Nas X gennemførte sit show på netop den scene. Og jeg måtte så lige omkring streaminghalløjet for at få et indtryk af denne Lil Nas X. Og så måtte jeg lige standse op ved pressens valg af superlativer og tillægsord i dens forsøg på at beskrive det pågældende show: “ikonisk”, “en tornado”, “komplet vanvid” og “en af de største popfester på Roskilde nogensinde”. Og Pressen her er BT, Ekstra-Bladet, Politiken, Jyllands-Posten og Gaffa. Kun Ekstra-Bladet er inde på, hvad der udmærkede Lil Nas X’s præstation, når boulevard-bladet uddeler tre stjerner og mener, at der musikalsk set var tale om en “lille oplevelse” og visuelt en ret storslået oplevelse.

Og netop Ekstrabladets pointe reddede mig på stregen, for musikalsk set (hørt) synes jeg ikke, at queer-kunstneren Lill Nas X har meget at byde på. Selv målt inden for det genreområde, han dyrker, og hvor navne som Michael Jackson, Rhianna, Keney West m. fl. hører til. Og selv om jeg godt ved, at fremtræden (“performance”), iscenesættelse, show, udseende og alt det visuelle betyder mere end nogensinde før – i en tid hvor billedet og de levnede medier dominerer, så synes jeg, at der er tale om et fatalt uskyldstab, når det musikalske blegner og fordufter i en nok så imponerende visuel fremtræden. Selv om Michael Jackson må betragtes som “old school” i sammenligning med Lill Nas X, så var Jackson netop eksemplet på, at imposante visuelle iscenesættelser (fx hans klassiske videoer) på ingen måde stod i vejen for – snarere tværtimod – fængende melodier, medrivende, dansante sange. Men jeg er nok blevet for gammel til virkelig at værdsætte den slags “ikoniske” “tornadoer” og foretrækker optrædener, hvor musikken er det, der er helt i forgrunden.