Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst fik trukket en tand ud. Det var vist i sidste halvdel af halvfemserne, hvor en tandlæge i Esbjerg fik fornøjelsen af at trække en guldtand ud; en tand, der i årevis havde været mig til gene, fordi det hele tiden “murrede” i den – efter den oprindeligt var blevet rodbehandlet. Nuvel, i dag skete det så igen. En stor kindtand bagerst i overmunden måtte deles i to og trækkes ud stumpvis, fordi noget af tanden var eroderet væk og havde blotlagt knoglen. Og ud kom den da stump for stump. Efter at jeg behørigt var blevet stukket med bedøvelsessprøjten ca. seks gange. Ikke kun på grund af den ubrugelige kindtand, men fordi jeg også skulle have skåret noget af gummen i overmundet op og have foretaget, hvad der i tandlægesprog hedder “rodspidsamputation”. Detaljerne gik jeg af gode grunde glip af at se, men operationen medførte et mindre efter-arbejde med tandlægesytråd. Og for at trække pinen ud, så skete der også det, at en af tandlægens pedaler holdt op med at fungere. Noget med batterisvigt, hvorfor en gammel pedal måtte hentes frem fra gemmerne. Det tog omkring et kvarters tid ekstra, hvor jeg lå og kigge op i lyset gennem et hul i det klæde, der dækkede min krop og mit ansigt.

Nå, men til slut blev jeg udstyret med klorhexidin, en forespørgsel, om jeg ville have en recept på smertestillende (fordi det nok hæver lidt…) og besked om, ‘ikke at hoppe rundt og holde mig i ro” nogle dage. Og hele oplevelsen sendte mig selvfølgelig tilbage ad erindringens stistystem til mine oplevelser fra tandlægestole rundt om i landet. Lige fra ham afrikaneren, der trak barndommens mælketænder ud, over ham ude i Risskov som ikke fik rodbehandlet min kindtand ordentligt til ham, der fik bugt med en begyndende tandkødsbetændelse (paradentose) men ikke lige ved den kindtand osv. Og så til litteraturen og H. C. Andersens “Tante Tandpine” og spillefilmen med den amerikanske film “Marathon Man” med Dustin Hoffmann – hvor tandlægeskræk er et vigtigt element i spændingsskabelsen (jeg har dog aldrig lidt af den form for skræk).

Nå, men nogle tusinde kroner og en kindtand fattigere sidder jeg nu her med en svag smag af blod og bedøvelsesmiddel – og en vigende følelsesløshed i venstre side af ansigtet. Sådan kan det gå, når man en dag vågner op med betændelse i overmunden og en tilsvarende hævelse.