I Danmark har vi Roskildefestivalen som alle danske festivalers moder. I England har man tilsvarende Glastonbury-festivalen. Og for en overfladisk betragtning, så følger Roskilde-festivalen – sådan som den altid har gjort – nøje tidsånden. Hovednavnet er, kan jeg læse mig til, hip hop-artisen Kendrick Lamar, medens Glastonbury stadigvæk præges markant af, hvad man kunne kalde ‘den gamle garde’ med navne som Elton John (på afskedstur), Pretenders, Rick Astley. Texas, Guns and Roses, Blondie, Cat Stevens og mange flere. Også som det plejer, selv om der jo også er nye navne. De åbne udendørs festivaler er åbenbart kommet for at blive og er en arv fra tresserne og halvfjerdserne, hvor fænomenet for alvor blev til noget. Og selv i disse digitaliserede tider med streaming og så videre, så er der åbenbart et stort behov for at opleve musik i levende live på en scene. Og det er da opmuntrende og glædeligt på musikkens vegne.

Rick Astley i en lidt uvant rolle som trommeslager…