I går fik jeg omsider set udsendelse “Peter Belli – det sidste ord”, hvor Belli blive interviewet af den kendte (især fra DR) tv-mand Mikael Bertelsen. Som titlen angiver, så er tanken, at hovedpersonen skal fortælle om sit liv lige før dead-line (så at sige). Hvorfor det skal iscenesættes på den måde, ved jeg ikke, men jeg finder det en anelse smagløst. Sådan lidt Se & Hør-og-Billedbladet-snagende i menneskers dødelighed.

Men det var såmæn ikke det eneste forbehold, jeg har over for udsendelsen. Peter Belli fortalte ærligt og ligefremt om sit liv uden at lægge sordin på de værste oplevelser i barn- og ungdom. Og man fik et ganske fint, usmykket billede af et menneske, der gik fra at være – med Bellis eget ordvalg – “røv og nøgler” til at være en af dansk musik mest populære kunstnere. Til gengæld havde intervieweren Bertelsen en sær, selv-centreret måde at spørge ind til Belli på. Man fik det indtryk, at den egentlige hovedperson ikke var Belli, men tv-stjernen Bertelsen. Jeg greb mig i at savne gamle dages radiointerviewere, der gjorde en dyd ud af at være nærmest usynlige og umærkelige under interviewet – for at få hovedpersonen til at stå helt fremme i interviewet. Og jeg ser Bertelsens facon som et udtryk for vor tids ekstreme personfiksering og -dyrkelse, hvor formen har overtaget over indholdet.

Når det er sagt, så er det da en oplevelse, at se Peter Belli fortælle om sit liv, selv om jeg godt kunne have tænkt mig, at der havde været mere om den aktive periode fra Peter Belli & Les Rivals og frem til afskedsturneen. Det er trods alt det, hans berømmelse drejer sig om.

En enkelt ting var lidt overraskende for mig; nemlig at Bellis første indspilning var på Mørks Musikforlag. Den kender jeg ikke. OPdatering: Og dog. For Mørk udgav musik på plademærket Triola, hvor Belli og Rivalernes første single (Move on) blev udgivet. Gåden er løst.