Jeg havde et ejendommeligt, ambivalent forhold til Roxy Music, da de var på deres højeste. Jeg var tiltrukket af bandets meget medrivende, meget engelske, meget sofistikerede lyd med Bryan Ferrys umiskendelige sang i forgrunden. Og jeg var frastødt af bandets facade af, ja hvad? Bandets lidt for tjekkede, lidt for lækre, halvt intellektuelle glam-image. Som nok især skyldtes hr. Ferry, der altid har været en mand med smag for lækker tøj, lækre damer and the rest. Men når det kom til musikken, så var jeg solgt til stanglakrids. Roxy Music var progressiv rock, artrock, der skilte sig ud fra tidens toner. New Wave, punk, glamrock… Og fandt deres eget udtryk, der var farvet af tiden og gik ud over tiden. En flok individualister med Ferry, Brian Eno, Andy McKay, Phil Manzenara og Brian Thompson skabte en unik lyd og en række fine sange.
Jeg husker endnu som var det igår den dag, hvor jeg stod i en esbjergensisk pladeforretning i bunden af Kongensgade med albummet Viva! Roxy Music (1976) i mine hænder og var dybt fascineret af det stærke colorphoto-shot af Bryan Ferry og en dejlig dame og måtte gribe til den slunkne pengepung.