Inden længe er der Folkemøde på Bornholm. En begivenhed, der hylder den danske demokrati-model. Men en person er persona non grata ved mødet, nemlig Rasmus Paludan, der er stifter af et parti ved navn Stram Kurs, og som har gjort sig bemærket ved især at brænde eksemplarer af det hellige islamiske skrift Koranen af ved offentlige møder, hvor han også har talt med ringeagt om mennesker med muslimsk, islamisk baggrund. Og derfor har hans møder være genstand for mod-demonstrationer og ballade, der ikke er i overensstemmelse med den herskende opfattelse af, hvad der er offentlig ro og orden. Og på Bornholm er man af den mening, at man ikke har politiressourcer til at sørge for, at Rasmus Paludan kan udøve sin personlige ytringsfrihed uden at der opstår uro og ballade. Og derfor har man officielt forment Paludan deltagelse i mødet.

Men det er i strid med loven. Så enkelt er det. Hvilke såvel Paludan, den selvstændige tænketank Justitia og andre har påpeget.

Men hvad stiller man så op? Hvis man både hylder den personlige, næsten ubegrænsende (der er nemlig grænser for ytringsfriheden, fx blasfemi og majestætsfornærmelse) ytringsfrihed og ønsker Paludan og konsorter derhen hvor peberet gror? Jo, jeg tænker, at man skal gribe tilbage i historien og lære af, hvad man stiller op som modspil til Paludans mulige, uheldige brug af sin ytringsfrihed? Og man kunne jo fx vælge at troppe op med en pose fuld af rådne tomater og ditto æg og dynge ham til med det. Måske medfører det en enkelt arrestation, men det bør man kunne tage med, når det drejer sig om  at forsvare andre mod diskriminerende og nedsættende tale. Hvem husker ikke, da medlemmer af Enhedslisten overhældte Anders Fogh Rasmussen med rød maling? Nej, det er ikke uden omkostninger, at give udtryk for sin holdning på en ikke-voldelig facon som fx ved at kaste tomater og æg på en person. Og det må vi tage med.