Det virker næste forkert at skrive, at pigen fra Ipanema er død i en alder af 83 år. Ikke desto mindre er det tilfældet, at sangerinden, Astrud Gilberto, der blev verdensberømt for netop den sang, dengang bossa-novaen for alvor brød igennem på verdensplan og gjorde brasiliansk og latinamerikansk musik til en væsentlig del af populærkulturen.

Det var kendetegnende for den tid, at hun slet ikke blev krediteret for sin sang, da den først udkom. Hendes mand Joao Gilberto fik de fleste af royalty-pengene, men det var hende der sang, fordi hun var den, der kunne noget engelsk. Senere kom den i brasiliansk udgave, og da var de to blevet skilt og hun fik en større del af lagkagen.

Så uretfærdigt var det i tresserne, men Astrud sikrede sig et varigt omdømme som en af frontfigurerne i den brasilianske bølge, der skyllede hen over vesten og er blevet ved med det lige siden. Og for mig er netop den sang indbegrebet af den lethed, ubekymrethed og sanselig, tresserne også var.