Jeg er kommet i den alder, hvor man læser dødsannoncer og nekrologer. Sådan hed det sig i hvert fald, da mine forældre levede. Men sådan er det ikke mere. Avisdød og internettets pest har gjort det nærmest umuligt at læse dagens annoncer om dem, der ikke er mere. Ja, man kan ikke engang finde dem i online-aviserne, fordi man først skal gennem en betalingsmur for at få muligheden.

Digteren Peter Laugesen skrev følgende i forbindelse med en afdød, fælles bekendts bortgang:

Nærværende avis har ikke ordentlige dødsannoncer. Det er en alvorlig fejl. De er det
første, man læser om morgenen, eller i hvert fald lader det læsende blik i al dets
koncentrerede distraktion løbe igennem. Oftest rammer det intet. Ind imellem gør
det.

Den pågældende avis er Information. Men som sagt er det ikke sådan længere. Det er ikke nogen selvfølge, at man i sin fremskredne alder kan følge lidt med i, hvem der træder ud af det menneskelige fælleskab. Og jeg synes, det er et tab (ikke kun af personen!), og en mangel på kulturel konduite, at medierne er så nøjeregnende (netop -regnende, for det er penge, aviserne vil have…), hvor man skulle være stolte af at give et afdød menneske nogle velmente ord med på vejen og i det mindste sætte dødsannoncens lakoniske informationer frem til fælles skue. Endnu en uskyld er  taget.

Og jeg vil lade dette indslag akkompagnere af Paul Simon, der for nylig gav udtryk for, at hans generations tid var ved at være forbi. Det er også en måde at tage afsked på – eller hur?