I går så jeg den australske film Hotel Mumbai, der er en fortælling om et faktisk terrorangreb på den indiske storby Mumbai tilbage i 2008. En ganske vellykket og dramatisk film. Men det var ikke så meget denne film, det her skal dreje sig. For undervejs slog det mig, at det er for længe siden, jeg har været i biografen. Og jeg blev grebet af en let lede ved den dovenskab, der ligger i, at vi alle kan se næsten hvad vi vil på internettet, bare vi betaler lidt for det. Og mine nostaligiske tanker gled tilbage til mine utallige timer i Esbjergs og Århus’ biografer. Og derfra var der kun et lille spring til tankerne om de filmklubber, jeg har været medlem af og dyrket.

I min studietid var det primært Århusstudenternes Filmklub, der huserede på Matematisk Institut og viste masser af film af allerhøjeste kvalitet. Dertil kom, at klubben havde sit eget velredigerede og højst læseværdige tidsskrift, som gav en ekstra dimension til filmoplevelserne. Jeg ikke, om klubben og tidsskriftet eksisterer mere.

Og så endte mine tanker ved Esbjerg Filmklub, der – kan jeg læse mig til på nettet – blev stiftet i 1970 og som jeg var  medlem af frem til 1973, hvor jeg forlod byen. Det var også en filmklub, der satsede på kvalitet. Og jeg har siddet mangen en lørdag formiddag i Esa Bios sal og set film, som jeg i dag skal finde på biblioteket eller på mere eller mindre obskure dvd’er og blu ray-skiver. Film af japanske, indiske, østeuropæiske, mellemøstlige og europæiske instruktører. Film, der alle var store filmoplevelser og som fortjener at bliver vist igen og igen på danske tv-kanaler. Klassikere og oversete mesterværker i en skønsom blanding. Og det var en fryd at sidde der og indtage dem, lade sig overraske og forføre af filmens kunstart. Jeg kunne godt unde vor tids unge, at de fik den særlige oplevelse med i deres erfaringsbagage. Esbjerg Filmklub holdt ikke mange år, men der er vist kommet en anden tid, som jeg ikke kender noget til.