I krig dør mennesker. Det er en del af enhver krigs uomgængelige omkostninger. Og det burde ikke være overraskende for nogen som helst. Det burde være barnelærdom. Ikke desto mindre blev det i går – på TV2 nyhedsprogram – til en nyhed, at ukrainske borgere, blandet andet unge mænd i den alder, hvor militærtjeneste kan komme på tale, er begyndt at begræde alle de mange døde, som konflikten med Rusland har ført med sig. Og de unge er begyndt at spørge sig selv, om de er rede til at dø i krigshandlingerne. Og dagens journalist forklarer, at man officielt i Ukraine vil have at befolkningen fokuserer på nationen og kampen for nationens frihed osv. Så er vi ovre i propagandaens tankesæt. Det er vigtigere at tænke: Jeg vil dø for mit fædreland, end at tænke: hvis jeg melder mig så dør jeg en kummerlig død på slagmarken sammen med tusindvis af andre ukrainere.
I månedsvis har vi kunnet følge – på behørig afstand – kampen om byen Bakhmut, der er jævnet med jorden og hvor kampene er foregået fra gade til gade. Og meldingerne har været, at de menneskelige omkostninger har været betragtelige, selv om det – som det er almindeligt i pressen – har været så som så med dokumentation. Men Slagtehuset, som byen er blevet kaldt i folkemunde, er og har været en illustration af, at konflikten med Rusland ikke bare er noget, der overstås skridt for skridt for hver gang de allierede i Vesten har pumpet penge og våben ind i konflikten, men en situation, der viser os krigens sande ansigt, den daglige død, der berøver familier deres fædre, brødre, kærester, men også andre familiemedlemmer. Og enhver må stille sig selv spørgsmålet: Er det virkelig det, vi ønsker?
Samtidig er det blevet mere og mere tydeligt – også i den vestlige presse og de vestlige medier – at konflikten har alvorlige økonomiske, politiske og klimatiske konsekvenser for Vesten. I går kom det frem, at Danmark hører det de helt store klimasyndere, når man medregner vores forbrug – altså det, vi køber fra det store udland, fx biler og elektronik fra Asien. Når vi tager højde for det – og det skal vi, hvis vi skal være nøjeregnende, hvilket vi skal – så er vores klimaprofil ikke grøn men kulsort. Og vores engagement i Ukraine øger blot vores ansvar for klimabelastningen.
Dertil kommer, at vores pro-militarisme-holdning herhjemme betyder, at vi de kommende mange år må skære ned på den såkaldte velfærd. Sagt på en anden måde, så tvinger vores krigeriske politik os til at undlade at udvikle vores eget samfund med bedre ældrepleje, bedre sundhedssystem osv. til fordel for øgede militærudgifter og øget støtte til Ukraine.
Summa summarum: Der danner sig et billede, hvor det propagandistiske billede af konflikten i Ukraine så småt begynder at slå revner og hvor folk i almindelighed begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om krig nu er løsningen på konflikten mellem Ukraine og Rusland. Kunne vi ikke tænke os en anden løsning, der også gavner samfundsudviklingen herhjemme og i hele Vesten?