Som fortalt fik jeg ved tilfældighedernes sære spil fat i Elton Johns selvbiografi Mig fra 2019. Den danske med oversættelse af Jakob Levinsen, indbundet, 405 s., Politikens Forlag. Og jeg har læst den langsomt (sammen med – parallelt med – en bunke andre bøger). Og jeg tænkte, at den måske kunne hjælpe mig på sporet af den Elton John, der fik mig til at spidse ører tilbage i halvfjerdserne.
Og det har den bestemt kunnet. Jeg ved ikke helt, hvad jeg har forventet af Johns levnedsberetning, men i hvert fald har den et langt stykke ad vejen overrasket mig positivt. John fortæller frit fra leveren (jeg tror, den er skrevet på grundlag af Johns mundtlige fortælling om sit liv), og det gør han godt, dvs. meget hudløst åbenhjertigt og mere eller mindre kronologisk. Og den giver et levende billede af mandens karriere- og livsforløb, men også af det miljø – rockmusikere, kunstnere og andre fra den såkaldt ‘kreative klasse’ – han færdes i. Og det på godt og ondt. John skåner ikke nogen, lige som han heller ikke skåner sig selv. Nej, faktisk må man sige, at han udleverer sig selv nådesløst til kritik.
Og det er nok den største svaghed ved bogen – at John svælger og udpensler sine personlige forhold og problemer. Ikke mindst beskrivelsen af hans massive misbrugsproblemer – lige fra alkohol og stoffer (is, kokain) og videre til mennesker, som han hæmningsløst fortærer, blandt andet fordi han sent springer ud som bøsse og derfor foretager en række dispositioner, som bringer andre menneskers liv på spil. Men også hans ekstravagante livsstil, hvor forbrugerismens tages til helt nye højder. Han tjener styrtende på sin musik, da han først er komme i gang med sin karriere, og er nærmest ustoppelig i sin formøblen af penge. For slet ikke at tale om hans had-kærligheds-forhold til moderen, der varer helt frem til hendes død i en høj alder.
Mange af hans misbrugsproblemer er helt sikkert rodfæstet i en barndom, hvor det kneb gevaldigt med forældrenes kærlighed. Og det er nærliggende at se den storforbrugende Elton John som et stort pattebarn, der kompenserer for alt det, han ikke fik i sine første leveår. Alligevel er næsten for meget at få udpenslet hans hæmningsløse konsumption af alskens stoffer, penge og mennesker. Intet under at han har været den britiske sladderpresses yndlingsoffer i mange år. Hvorfor skal vi have at vide, at han smider et piano ned i hovedet på publikum i et anfald af raseri eller at han pisser i en voksenble på scenen!? Men læs den selv og døm!
Noget andet er, at bogen har fået mig til at overveje mit projekt om at gennemlytte Johns albums fra ende til anden. Det projekt, tror jeg nok, er skrinlagt til fordel for enkelte nedslag.
Opslag revideret den 1. juni.