I mit fortsatte og indtil videre ganske vellykkede forsøg på at bringe tv-forbruget ned er en af undtagelserne for afholdenheden: tv-krimier. Og der er mange, men for det meste er der tale om genudsendelser af fx solide britiske krimier. For tiden Lewis og Sherlock Holmes, men også fx Vera og Shetland, der dog har haft nye afsnit med. Og meget af det kan godt klare et gensyn, selv om det ville være herligt, hvis DR oppede sig og fik hentet mere kvalitets-krimi fra Storbritannien.

Og så kom der en ny serie alligevel. En svensk serie, Detektiven från Beledweyne, der har fået den danske titel  De umage detektiver. Og den danske titel er heller ikke så tosset endda, for der er faktisk tale om to meget forskellige og umage detektiver. Dels detektiven fra Beldweyne, en flygtet somalisk mand, der har skabt sig fjender i sit hjemland og derfor ønsker asyl i Sverige, og dels en svensk, kvindelig advokat, der arbejder for den svenske udlændingestyrelse efter at have mistet sit job som anklager.

Og det er netop relationen mellem de to, der er central, men også problematisk, for serien, der i øvrigt bygger på en klassisk krimi-model med mord og efterfølgende opklaring. For man skal ikke langt ind i serien for at forstå, at den kvindelige advokat Tilda nærmest er uduelig og talentløs og kun klarer ærterne, fordi hun støtter sig på den tavse, somaliske mand, der har en nærmest Sherlock Holmesk sans for opklaring. Ja, faktisk tog jeg mig selv i at tænke, at serien ville være så meget desto bedre og mere seværdig, hvis den bare havde handlet om en somalisk flygtning, der ved skæbnens hjælp havde fået job som detektiv i Sverige. Så ville det også være en nyskabelse inden for krimi-universet, men altså uden den utålelige, svenske advokat. I hvert fald gik jeg i stå efter at have set de fleste afsnit af sæson 1 og vender ikke tilbage.