I dag blev min gamle gymnasielærer i tysk, latin og oldtidskundskab bisat. Uden kirkelig handling og kun med de nærmeste og et par gamle studenter. Sådan som hun sikkert har ønsket det. Hun var kommunist af den gamle skole, og da jeg mødte hende for et år siden, sagde hun, at hun stadigvæk stod ved, hvad hun troede på. Og hatten af for det i en tid, hvor mange afskriver det røde flags smælden med henvisning til en vis murs fald. Som om ideer og drømme forsvinder, fordi nogen bryder en mur ned!?

Jeg havde set frem til at mødes med hende igen i år, men sådan skulle det så ikke være. Og jeg vil nu mindes hende og hendes mand (engelsk, historie og oldtidskundskab) med taknemmelighed for alt det, jeg lærte af dem for mere end halvtreds år siden, og lade Peter Abrahamsen fremføre Oscar Hansens gamle sang om det blodrøde flag.