I sin serie af “filmperler” kom DR2 i går til Marielle Hellers Can you ever forgive me? (2018), der ikke har været en decideret blockbuster, men til gengæld har kastet adskillige nomineringer og priser af sig.

Det er da også, hvad man kunne kalde en lille film. En film, der ikke gør væsen af sig med store fagter, bulder og brag. En film, der bevæger sig på et realistisk, hverdagsagtigt niveau. Og det er helt forståeligt, fordi filmen er en filmatisering – og dermed fiktionalisering – af forfatterinden Lee Israels liv og karriere.

Plottet er for så vidt meget enkelt, men ikke desto mindre spændende og dramatisk. Filmen starter, hvor forfatterinden (fremragende spillet af Melissa Mccarthy) bliver fyret fra sit job, fordi hun verbalt sætter nogle kolleger og en chef på plads, da de kritiserer hende for at overtræde nogle regler. Og det betyder, at hun står i det problem, at hun ikke kan betale sine regninger. Hendes forfatterkarriere er gået ned af bakke og hendes udgiver hverken kan eller vil hjælpe hende op af problemernes sump. Og med ubetalt husleje, en syg, gammel kat og andre økonomiske problemer har hun brug for en indtægt.

Og så er det, hun får den idé, at hun kan lave dokumentforfalskning med breve fra store, kendte personligheder og forfattere. Og hendes forfatterevner gør, at hun med held får produceret en lang række dokumenter – vist omkring 400 – som hun så sælger til samlere og mellemmænd i antikvariater. Og undervejs får hun hjælp af en lige så nødstedt mandlig bekendt, Jack Hock (i Richard E. Grants fine fremstilling), der er bøsse og lige så socialt fortabt som Lee selv.

Og vi følger næsten minutiøst og i real time, hvordan Lee langsomt men sikkert kriminaliserer sig selv med de forfalskede dokumenter. Og hun ved godt, at hun er ude på dybt vand. Og selvfølgelig går det også galt på et tidspunkt, hvor nogen får mistanke om, at breve er blevet konstrueret. Blandt andet et brev, hvor den berømte Noel Coward i Lee Israels version er lidt for frimodig vedrørende sin homoseksualitet. Noget han bestemt ikke var i en tid, hvor homoseksualitet var fordømt i samfundet. Og så ruller lavinen og da hun heller ikke får hjælp af vennen Jack kommer hun for retten og får en dom. Fem års betinget fængsel og seks måneders husarrest. Under retssagen forklarer Lee, at hun har haft fornøjelse af at arbejde med brevene, men at de også har stået i vejen for hende som forfatter. Og filmen ender med, at hun og vennen Jack mødes på et værtshus, hvor de forsones.

Som sagt er det en lille film, der lever på de to hovedpersoners fornemme fremstiling af forfatteren og hendes ven. Og så har instruktøren valgt at fortælle historien i et nedtonet og meget realistisk formsprog, der passer rigtig fint til den fantastiske historie om dokumentfalsk. Og det er lige før, man får sympati for Lee Israels kriminelle handlinger, fordi hun bliver fanget af sine egne problemer som forfatter, der er løbet tør for salgbare ideer, og ramt af den barske sociale og økonomiske virkelighed, som arbejdsløshed i en amerikansk storby kan betyde. En film lille film, der bestemt fortjener at blive kaldt en filmperle. Filmen ligger en tid på DRs hjemmeside.

PS. Og så har filmen også en fint lydspor med Blossom Deary, Malene Dietrich, Roxy Music, Dihna Washington og mange flere.