De seneste dage har man kunnet høre nyhedsudsendelserne på de to førende danske tv-stationer tale om “disinformation”. Det drejer sig om, at man mener, at Rusland bruger medier og personer til at viderebringe informationer, der på den ene eller anden måde støtter det officielle Ruslands opfattelse af konflikten mellem Rusland og Ukraine.
Et problem er, at ordet “disinformation” slet ikke findes på dansk. Seniorforsker Margrethe Andersen ved Dansk Sprognævn skriver i en artikel med overskriften Desinformtion, disinformation, misinformation og fake news:

I aviserne støder man fra tid til anden på ordet disinformation, som ikke findes i danske ordbøger over almensproget. Her finder man i stedet ordene desinformation og misinformation, men betyder de det samme som disinformation? Og kan man overhovedet bruge disinformation i en dansk kontekst?

I Den Danske Ordbog (herefter kaldet DDO) oplyses det at desinformation og misinformation er synonyme. Betydningerne er 1) ’forkerte, fejlagtige eller ufuldstændige meddelelser der umiddelbart forekommer at være reel information’ og 1.a) ’formidling af (bevidst) forkerte, fejlagtige eller ufuldstændige meddelelser som var de reel information’. Det oplyses også at desinformation er sjældent.

Disinformation findes ikke i DDO, og altså heller ikke i andre dansk-danske ordbøger. Søgninger i engelske ordbøger viser hurtigt at der er tale om et engelsk udtryk, og at man i engelsk bruger disinformation om det at man bevidst videreformidler forkert og fejlagtig information. Dermed kan man altså på engelsk skelne mellem misinformation (dvs. ubevidst videreformidling af fejlagtig information) og disinformation (dvs. bevidst videreformidling af fejlagtig information).

Og lidt længere ned i artiklen skriver hun:

Til spørgsmålet om om disinformation kan bruges i dansk, er svaret at ja, det kan det godt. Hvis man ønsker at skelne mellem misinformation og disinformation – og dermed betone den bevidste videreformidling af fejlagtige oplysninger – giver det god mening at bruge disinformation.

Sprognævnets orientering understreger blot, at de førende medier hovedløst importerer anglo-amerikanske ord. Heri er der ikke noget nyt; der er nærmest tale om en lige så hovedløs automatik, hvor man – uden at tænke over det – slynger om sig med anglo-amerikanismer som “peake” (når noget topper i en udvikling), “outstanding” (når noget er fremragende) osv. Bare for at nævne et par aktuelle eksempler.

Men ser vi bort fra denne banalitet – anglo-amerikaniseringen af det danske sprog og journalistikkens bevidstløse accept af den – så handler det selvfølgelig også om kvaliteten af de informationer, vi får i behandlingen af konflikten mellem Ukraine og Rusland. Og spørgsmålet er, om den informationsstrøm, vi som danske seere og borgere modtager, er mindre “dis”- og misinformative end dem, den russiske “disinformation ” (altså: bevidst videreformidling af forkert og fejlagtig information) repræsenterer i følge de danske nyhedsmedier på tv?

I hvert fald er der to ting, der er påfaldende ved de to kanalers behandling af konflikten. For det første er det overtydeligt, at de to kanalers nyhedsjournalistik er pro-USA-Europa i holdningen til konflikten. På intet tidspunkt sættes der for alvor spørgsmålstegn ved de allieredes handlen og talen i konflikten. For det andet er vi blevet udsat for en strøm af informationer, der ikke har kunnet dokumenteres (som det hedder i journalistikkens jargon), dvs. som vi altså ikke ved om er sande eller ej. Dette er ikke nødvendigvis udtryk for misinformation, men det er i hvert fald ikke med til at problematisere, hvad der faktisk sker i konflikten, og dermed glider det umærkeligt ind i den affirmative ideologiske diskurs, der føres fra vestlig hold.

Det er selvfølgelig ikke i sig selv problematisk, at man fokuserer på Ruslands informationsstrategi – herunder forsøg på at påvirke vestlige borgere og medier – med misinformation og “disinformation”. For som vi tidligere har skrevet, så er sandheden det første offer i en krig. Og så snart en konflikt af denne karakter er i gang, så har nyheds- og informationsbehandlingen karakter af propaganda. Fra begge sider.

Hvis vi som borgere i vestlige såkaldte demokratier ikke kan være sikre på, at den information, vi får, er sand og troværdig, hvis vi konstant udsættes for tvivlsomme, udokumenterede, tendentiøse informationer om konflikten i Ukraine, er vi så bedre stillet, end når vi udsættes for påstået russisk disinformation? Bør det ikke være en selvfølge, at den vestlige presse – også i en konfliktsituation, som den aktuelle – med næb og kløer holder fast i de klassiske journalistiske idealer om ikke at løbe med en halv vind (altid sørge for at en information ses fra mindst to sider – for eksempel også se på konflikten fra ikke-amerikansk-og-ikke-europæisk synspunkt og altid forsøges dokumenteret), forholder sig kritisk til magthaverne (pressens rolle som den fjerde statsmagt), altid bestræber sig på at holde fast i nyhedskriteriernes prioritering (at nogle nyheder er vigtigere end andre,fx om det er vigtigere at omtale et missilnedslag i Kiev eller en alvorlig, klimatisk betinget oversvømmelse i Norditalien?) og så videre?

Lad mig lige understrege, at overnstående indlæg – og tilsvarende tidligere indlæg – ikke er udtryk for, at jeg på nogen måde sympatiserer med Ruslands intervention i Ukraine. Den konflikt burde aldrig være begyndt. Men det bekymrer mig, at vi i lande, der ved enhver given lejlighed praler af at være demokratiske, skal leve med en så sløj presse, som tilfældet er.