Den 15. maj fyldte guitaristen med meget mere Mike Oldfield halvfjerds. Han blev verdenskendt, da albummet Tubular Bells blev udsendt, godt hjulpet på vej af gyserfilmen Exorcisten, der brugte lidt af pladens musik. Siden har Oldfield nydt en stor succes, ikke mindst da han allierede sig med sangerinde Maggie Reilley og drejede musikken i en lidt mere poppet retning.

Tubular Bells er lige blevet genudsendt i en jubilæumsversion, men jeg er stadigvæk ikke fan af den plade. Til gengæld fik jeg smag for Oldfields distinkte lyd på flere af de efterfølgende album, ikke mindst Five Miles Out (1985), der har fået en varig plads i min pladesamling, både som vinyl og cd. Siden tabte jeg interessen for Oldfield, selv om han da har lavet fængende pop efter 1985.

Man kan ikke frakende Oldfield et markant instrumentalt og kompositorisk talent, og han er et godt eksempel på en musiker, der formåede at få stor succes – økonomisk ikke mindst – ud af at forene keltisk inspireret progressiv rock med skinbarlig pop.