Jeg sidder og ser på et sort-hvidt foto fra 1964. To ungmøer sidder ved siden af hinanden, og foran dem står en stor, rund rejsegrammofon og snurrer med en singleplade. Og – det er det vigtige – på væggene er der masser af billeder af The Beatles. En kæmpestor plakat med de fire Liverpool-drenge iført deres karakteristiske grå jakkesæt med kraveløse jakker og den lige så markante Beatles-frisure er omgærdet af dusinvis af store og mindre udklipsfotos af gruppen. Vi befinder os midt i Beatlemania. Vi befinder os midt i den såkaldte fandom, der blev Beatles og mange andre popnavne til del. Dengang.

Selv blev jeg aldrig for alvor fan på den måde. Dels fik jeg først mit helt eget værelse i 1965, hvor mine forældre flyttede i paracelhus lige i udkanten af Esbjerg, og dels samlede jeg nok på billeder af gruppen – for det var faktisk lidt svært at få fat i billeder af dem – men evnede kun at sætte et par små stykker op over min seng i vores fælles soveværelse i den lille toværelses i Esbjergs vestbydel. Og allerede dengang vidste jeg godt, at jeg ikke var til regulær fandyrkelse. For mig var det musikken, det galt. Og sådan er det stadigvæk. Selv om jeg er med i adskilige Beatles-fan-Facebookgrupper og følger med på andre internetsider om Liverpools stolthed, så har jeg svært ved at dele medlemmernes interesse for selv de mest oplysninger og historier om gruppens fire medlemmer. Jeg er simpelthen ligeglad med, om John Lennon var sine hustruer utro, om Ringo Starr gennem en årrække var meget fordrukken og en værre festabe, om George Harrison var en god gartner i sin egen have eller om Paul McCartney blev vegetar af kærlighed til sin kone Linda eller ej.

Nej, når jeg ser billeder af unge mennesker, ikke mindst af hunkøn, falde helt i svime over Harry Stiles og bruge det meste af en uge med at ligge i kø i Horsens op til koncerterne, så kan jeg godt mærke, at jeg altid er faldet lidt uden for kategori, når det gælder den klassiske fankultur. Nej, det er og bliver musikken, det gælder. Og sådan er det også i nu til dags, når jeg fx læser bøger om Beatles og den periode, de har præget musikalks set. Jeg er altid mest interesseret i at læse noget om musikken, dens tilblivelse, historie og betydning i vores kultur. Og uanset hvor pirrende anekdoter og sære oplysninger kan være for nysgerrigheden, som ingen vel kan sige sig helt fri for (det driver fx de fleste kulørte ugeblade og et hav af tv-shows, som dyrker såkaldte kendte mennesker), så er det fordybelsen i musikken, det gælder for mig.