I 2018 var det 200 år siden Peterloo-massakren fandt sted. Og filmen Peterloo er Mike Leighs fortælling om den massakre, som den herskende klasse i England siden hen har forsøgt at glemme.
Den 16. august 1819 forsamles omkrin 60.000 mennesker fra Manchester og omegn på St. Peter’s Fiels for at kræve en ændring af parlamentet og en udvidelse af stemmeretten. Manchester havde på det tidspunkt ikke noget medlem af parlamentet og hele Lancashire-grevskabet, som Manchester hører under havde kun to repræsentanter.
Forsamlingen på St. Peter’s Fields var fredelig. Ingen af de fremmødte bar våben, og det var alene kommet for at høre en taler, den radikale Henry Hunt, som vil tale om det demokratiske mandat, som altså var en mangelvare i området. Men inden Hunt når at tale, har myndighederne fået nys om begivenheden og får arresteret Hunt på selve dagen og – for at statuere et eksempel – indsættes en lokal borgermilits og en militær enhed, som med hævede sabler og rifler massakrerer hundrevis af kvinder, børn og mænd.
Leighs fortælling slutter med en imponerende enkel fremstilling af selve massakren, hvor han uden at forfalde til udpenslet voldsscener holder sig strikte til de faktisk hændelser, sådan som de var iscenesat af datidens myndigheder.
Men inden man når til den dramatiske – og måske også forudsigelige – slutning tager fortællingen en lang omvej (filmen varer små tre timer). I filmens indledning ser man en ung soldat, der står fortabt på slagmarken ved Waterloo, og man følger hans vej tilbage til familien, en fattig væverfamilie, der lever i fattigdom og elendighed. Vi befinder os i en periode, hvor kapitalismen er ved for alvor at etablere sig med en stor væveriindustri. Industriejerne tjener styrtende på produktionen, medens den arbejdende befolkning bliver udbyttet på groveste vis. Og Leigh følger denne familie og andre borgere, og han fortæller om den voksende utilfredshed, der er med det politikse styre, hvor den arbejdende befolkning ikke har nogen repræsentation og dermed ikke nogen indflydelse i parlamentet og den førte politik. Via en række politisk vakte personer fremstiller Leigh ganske nuanceret, hvordan debatten om demokrati vokser blandt folk. Ikke på nogen måde ensidigt eller propagandistisk. Der er uenighed blandt de involverede, ja selv blandt kvinderne, der har deres eget selskab for stemmeret er der modsætning mellem de 8ud)dannede og de almindelige arbejderkvinder, der simpelthed ikke forstår, hvad deres bedre uddannede søstre taler om…
Selv om der ikke er nogen tvivl om, hvilken side Mike Leigh står på, så er fremstilingen meget nuanceret med stor opmærksomhed på dissonanser og konflikter i hele forløbet frem til det blodige slag. Og lige som i hans foregående film Turner satser Leigh på en meget malerisk, nærmest naturalistisk, fremstilling af de mange scener, hvor de medvirkende taler om forholdene og det kommende stormøde. Leigh er langt fra en intellektuel tilgang til emnet, men foretrækker en kunstnerisk demonstrativ fremstilling, der er båret af sublim farvelægning, klipning og – ikke mindst – skuespil af nogle af engelsk scenekunsts bedste kræfter.
Man kan godt diskutere om filmen er en anelse for lang, men Leigh formår med sin fortællekunst at fastholde sit publikum i et solidt greb, helt frem til den sørgerlige slutning, hvor soldaten fra Waterloo bliver begravet.
Selv om Mike Leigh langtfra er en politisk instruktør som fx kollegaen Ken Loach, så er man ikke et øjeblik i tvivl om, at Leigh med denne film i 200-året ønsker at trække et pinligt kapitel frem i lyset. Et kapitel, der har stor aktualitet i det britiske samfund, hvor magtforholdene ikke har ændret sig ret meget, siden dengang, hvor det handlede om at få stemmeret for alle. Med Leighs film får alle mulighed for at reflektere over den glemte historie og dens betydning for nutidens England.

Filmen kan ses på DRS hjemmeside.