Sagen om den detroniserede forkvinde for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, trækker stadigvæk spor efter sig i offentligheden. Således for eksempel i den borgerlige ugeavis Weekendavisen, hvor hele to artikler helliger sig sagen.

Først og på  avisen forside udbreder bladets to journalister Arne Hardis og Hans Mortensen sig  under rubrikken Bærndende Protokoller om sagen. Og  de mener blandt andet, at:

Lizette Risgaard blev den magtskikkelse,der tog kønnet ud af MeToo-bølgen og destillerede den ind til ren essens. MeToo er som bevægelse skabt af kvinder, men handler grundlæggende ikke om mænds misbrug af magt, men om misbrug af magt slet og ret.

Men har de to skribenter nu også ret i dette synspunkt? At Lizette Risgaard sag har reduceret MeeToo-bølgen til et spørgsmål om ren og skær magt? Magt uden det mindste antydning af (han)køn? Jeg mener, at de to skribenter i bedste fald springer en hundredår gammel debat blandt europæiske intellektuelle – lad for kortheds skyld sige fra Marx og Freud (omkring 1900) og frem til post-strukturalisterne i sidste halvdel af forrige århundrede – om partriarkiets betydning samfundsmæssigt, psykologisk og kulturelt. Og netop dette perspektiv har faktisk været i det mindste antydet i MeeToo-debatten, når det flere gange er blevet hævdet at man i opgøret med krænkeriet bør forholde sig til det strukturelle. Lad så være, at dette “strukturelle” sjældent defineres; det ændrer ikke ved, at i det mindste nogle MeeToo-kombatanter er klar over, at krænkeriet ikke står og falder med enkeltpersoners utilstedelige adfærd, men stikker dybere.

Og er MeeToo-bølgen ikke netop selv en diffus, ofte modsigelsesfuld og til tider forsimplet indikation af, at de omtalte strukturelle  forhold allerede er under angreb? Fordi bevægelsen – i det mindste potentielt og tendentielt – ikke bare stiller sig tilfreds med at vippe nogle fremtrædende krænkere af deres sociale pind, men med konstante krav om ligestilling mellem kønnene – og hele det spektrum, der benævnes LGBTQIA+ – er begyndt at rokke ved magtstrukturerne. Lad så være, at denne side af MeeToo-bevægelsen langt fra er slået markant igennem, men den er der som en mulighed, der bør indfries. Måske peger MeeToo-bevægelsens hærgen – med alle de forbehold, man børn tage over for en så ureguleret og diffus bevægelse – frem mod samfundsændringer, der er parallelle til dem, Karl Marx og Friedrich Engels så ske under bourgeoisiets fremmarch: “Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse “kontante betaling”.(Det kommunistiske manifest).

Nej d’herrer journalister ved Weekendavisen rammer helt ved siden af med deres forsimplede analyse af magtspørgsmålet.

I en anden artikel med rubrikken førtidspension i skam kommer min fagfælle, Frederik Stjernfelt ind på et andet ubehagelig aspekt ved Risgaard-sagen og tilsvarende sager. Nemlig, at der ruller hoveder (fyringer osv.), inden sagerne er undersøgt ordentligt:“der er ikke nogen formel sagsgang med adgang til forsvar, henvisning til lovgrundlag og prindippet om uskyld, indtil det modsatte er bevist – hele den procedure, som vi ellers er stolte af at udstrække til både mordere og terrorister”, som Stjernfelt skriver. Nej, forløbet af denne sag og tilsvarende sager er simpelt hen ikke en retsstat værdig. Krænkeren (Lizette Risgaard etc.) er dømt og straffet (frivillig pensionering i skam), inden sagen overhovedet for alvor er kommet i gang. Hvor i pressen – om overhovedet nogetsteds – har man råbt op om, at den varslede undersøgelse af sagen ikke var afsluttet, ja end ikke rigtig kommet i gang!? Jeg mindes ikke at have set det nogetsteds i pressen, der lang hen ad vejen blot har løbet med folkestemningen.

Og tingene hænger sammen. For en grundig undersøgelse af, hvad der er op og ned i sagen, kunne måske vise, at der bag den såkaldt upassende adfærd fra hovedpersonen gemmer sig andre forhold, der ikke direkte vedrører seksuelt betonet kontakt, men – måske – magtrelationer, -kampe osv.!?

Sagerne om Risgaard og andre fortjener en mere seriøs behandling end vor presse give den. Det er en opgave for kloge hoveder på bjerget. Folk med interesse for samfundsforhold, magtforhold m.v. Folk, der vil og kan udforske dette felt på højest tænkelige intellektuelle niveau.