Og så tilbage til sidste års serie, hvor jeg kommenterer på nogle vinylplader, jeg er kommet i besiddelse af – via skralderummet eller på anden hånd. Og her er vi nået til den amerikanske sangerinde og sangskriver (med meget mere) Debbie Gibson (egl Deborah Ann Gibson) og hendes andet album Electric Youth fra 1989 (Atlantic Records, velholdt cover og vinyl).
Debbie Gibson har selv skrevet alle sangene og står for en stor del af produktionen. Gibson er en frisk, ungpigestemme, og stilen beskrives i musiklitteraturen som tyggegummipop. Og det er nok ikke helt ved siden af. Letbenede popsange, hvoraf nogle har et ganske fængende omkvæd og helt klart tekstligt tager sigte mod en ung(dommelig)t publikum. Pladen blev kunstnerens største succes med millionsalg til følge i hjemlandet og Storbritannien. Og successen blev fulgt op af en verdensturne, en kosmetikserie og en musical – inspireret af musikken og temaerne på pladen.
Siden dengang har Debbie udsendt en lang række albums, hvoraf ingen dog tilnærmelsesvis har nået den popularitet, som Electric Youth nåede. Måske siger det noget om popstilens tidsbundethed og forgængelighed – men faktisk er det en plade med en vis ungdommelig popcharme. Så den får da lov til at stå i min lille pladesamling som eksempel på poppens flygtighed og forsvindende charme.