I går var der en nyhed om, at et par højtstående embedsmænd ved Århus Universitetshospital var blevet fyret i sagen om kræftpatienter, der ikke havde fået behandling inden for den behandlingsgaranti, som loven foreskriver. Og det fremgik af referatet af den advokatundersøgelse, der førte til fyringerne, at de handlede om, at de to havde handlet ud fra økonomiske hensyn og i den forbindelse havde glemt patienternes rettigheder.  Så langt så godt (eller skidt). Et ansvar er placeret, og så burde den potte være ude af verden – eller hvad!?

For hvad med ansvaret længere oppe i hierarkiet – i den politiske ledelse i sundhedssystemet, kommunalt, regionalt og landspolitisk!? Kan de sige sig fri for ansvar? Når man betænker, at det offentlige – og ikke mindst sundhedssektoren – er under konstant overvågning med hensyn til ressourceforbrug (penge, personale osv.) og ikke mindst ressourcemangel (jf. balladen om sygeplejerskerne). Kan det ikke tænkes, at et politisk pres på hospitalsledelserne udgør en del af forklaringen på lovbruddet?

Om vi nogensinde får åbnet for den debat, vil de kommende måneder måske give et svar på. Men nyheden fik mig til at tænke på talemåden om “elefanten i rummet”, som et internetopslag forklarer på denne måde:

De fleste kender udtrykket ‘elefanten i rummet’. Elefanten i rummet refererer til det, som er indlysende for alle. Det, som alle ved, kan se og mærke, men som ingen adresserer eller taler om, fordi det på en eller anden måde er svært at bringe på banen.

“Elefanten i rummet”, når det drejer sig om dansk indenrigspolitik, ikke mindst den såkaldte “velfærd” (herunder sygevæsnet), er det, som ‘alle ved, kan se og mærke, men som ingen adresserer eller taler om”, nemlig, at der ikke er ressourcer (penge osv.) nok til at klare efterspørgslen på velfærd. Der er ikke sygeplejersker, læger, sundhedsassistenter, portører osv. nok til at efterkomme syge danskeres behov. Der er ikke social- og sundhedshjælpere nok til at klare alle opgaverne på plejehjemmene. Der er ikke ressourcer nok til at klare folkeskolens (og andre uddannelsesinstitutioners) behov. Og så videre.

Og oversat til nationaløkonomiske termer, så betyder det, som man altså ikke adresserer og taler om, at der ikke kommer skattekroner nok ind til at dække den voksende efterspørgsel på velfærd i det danske samfund. Og det betyder, at den omtalte synlige-og-dog-usynlige elefant i rummet er skatten. Og når den er usynlig også, så skyldes det, at der på landspolitisk niveau – primært folketinget – hersker en udbredt holdning, der siger, at “skatten skal holdes i ro” (som det hedder på Christianborgsk jargon) og at man i hvert fald ikke vil øge skattetrykket hos dem, der har høje lønninger og store indtjeninger (i erhvervslivet). Ja, faktisk er det sådan, at den siddende såkaldte midterregering nærmest har gjort emnet – elefanten – til et politisk tabu og derfor aldrig nogensinde bare antyder muligheden af at kigge på skattetrykket. Enhver snak om, at lade ‘de bredeste skuldre’ bære de største byrder osv., er forstummet. Elefanten spankulerer rundt, alle kan se og høre den, men ingen – og da slet ikke pressen, der igen er på den politiske elites side – vover at italesætte det.

Og jo, jeg ser her helt bort fra borgerlige-konservative- liberale ikke-skat-holdninger. For skatten er velfærdens kilde og hvis ikke der tilflyder flere skattekroner til velfærden fra skatten, så forringes velfærden. Og det kan hverken nedskæringer, omprioriteringer eller teknologisk fix ændre på. Så enkelt er det.