De sidste par døgn har den danske presse været meget optaget af en bestemt ting, og det har ikke været konflikten i Ukraine, klimaforandringerne, hungersnøden i Afrika eller lignende store emner i verden. Nej, man har været optaget af sagen om FHs leder Lizette Risgaard og hendes ‘upassende optræden’ over for en række mandlige ansatte i diverse sociale sammenhænge. Og allerede da sagen dukkede op i forgårs, lå det i luften, at Lizette Risgaard ville blive udsat for en veritabel mediestorm og nok ville bukke under for den. Og det skete da også i dag, hvor hun har meldt ud, at hun trækker sig som den magtfulde post som forkvinde for FH.
Altså endnu en sag om krænkelser. Javist, men den adskiller sig på en væsentligt punkt fra mange af de foregående #mee-too-sager i Danmark. Nemlig ved at ‘krænkeren’ i dette tilfælde er en kvinde og ikke en mand. Og de ‘krænkede’ angiveligt er yngre (end Lizette) mænd, ansat i FH. Og det er jo en vigtig forskel, al den stund at hele #mee-too-bevægelsen har drejet sig om krænkelser af kvinder. Nu viser det sig så, at i hvert fald en magtfuld kvinde har gjort sig skyldig i det samme som en række magtfulde mænd, som alle har måttet betale en høj pris for krænkelserne. Og – uden at kende alle de slibrige detaljer af Risgaards krænkende adfærd (men kun dem, hun selv har omtalt på de sociale medier) – måske er det også på en måde af mindre betydning, at der er tale om en krænkende kvinde, nemlig i den forstand, at krænkelserne – som til forveksling ligner dem, mænd har gjort sig skyldige i – er blevet udført af en kvinde med magt – at krænkelserne med andre ord nok har seksuel karakter, men som sådan er vævet tæt sammen med udøvelsen af magt. Det er chefen – af hunkøn – der klapper en ansat mand ‘i numsen’, som det hedder. Og lige netop set i det perspektiv er det underordnet, at krænkeren er en kvinde, for hun er så at sige udøver af en magt, der traditionelt har været udøvet af mænd. Hun er dermed som krænker indvævet i en samfundsmæssigt magtsammenhæng, hvor gamle normer og regler stadigvæk – trods års #mee-tto-oprør – fungerer som hidtil. Og måske kan man gå så langt som til at mene, at sagen om Risgaard både bekræfter #me-too-bevægelsens fortsatte gyldighed og styrke og tilfører bevægelsen en yderligere dimension ved at forskyde fokuspunktet fra en simpel og banal modstilling mellem mænd og kvinder til netop spørgsmålet om det samfund (og dets opbygning), som den såkaldte ‘krænkelseskultur’ er en del af. Noget som har været et element i #mee-too-bevægelsen, men som ofte er blevet underbetonet og fortrængt i et for snævert fokus på kønnet og kønsforskellen.
Et vigtigt og interessant forhold ved denne danske sag er, hvordan “vi” kommer videre. En ting er, at Risgaard trækker sig som magtfuld forkvinde og dermed mister sit job. Det er og var forudsigeligt, og hver dag er der danskere, der mister deres job for meget mindre. Ærgerligt for Lizette, men sådan går det, når #mee-too-møllen kører. Dernæst er der spørgsmålet om, hvem der skal tage over. Og det skal nok give anledning til bøvl og ballade i FH. For skal det være en kvinde eller en mand!? Og har Risgaards afgang og hele sagen mon politiske undertoner (kommer anklagerne mon fra forsmåede mandlige kolleger eller misundelige kvindelige kolleger?)!? Det er selvfølgelig de rene spekulationer, men de er bestemt ikke utænkelige.
Men hvordan kommer FH så videre?! Vil man – som i tidligere sager – netsætte et juridisk udvalg, der skal formulere et kodex for god tone og opførsel i sociale sammenhænge? Et kodex, der sikrer lighed og gensidig respekt mellem kønnene? Og hvis det er perspektivet, hvordan undgår vi så, at et sådant kodex skaber en kultur, hvor ingen tør kømme for tæt på hinanden, fordi den mindste antydning af fx flirt eller kurtisering (som er en del af vores kulturelle omgangsformer) vil blive opfattet som potentielt krænkende adfærd? Ender vi måske der, hvor det ikke kun er selve ansættelsesforholdet, der er reguleret af en formel kontrakt, men også de sociale omgangsformer. Indførelsen af samtykkelov i voldtægtssager kunne godt pege i den retning…
Som filosoffen Slavoj Zizek har været ind på, så er problemet,at det seksuelle, magt og ja, vold, er langt mere sammenflettet end vi er tilbøjelig til at tro. Og hvad er der egentlig tilbage, hvis vi renser det seksuelle for enhver antydning af vold og magt – måske den rene af-seksualisering.

Sagen om Lizette Risgaard er ikke bare endnu en sag i række af sager, men en sag, der understreger “mee-too-bevægelsens grundlæggende relevans i kampen for ligestilling mellem kønnene. Men samtidig afslører den også, hvilke problemer bevægelsen og dens sympatisører står over for. For eksempel at opgøret med seksuelt betonede krænkelser ikke skal reserveres eliten (som Lizette Risgaard tilhører), men udbredes til hele samfundet og alle samfund. Og at – som Zizek er inde på flere steder – den fortsatte kamp nødvendiggør et opgør med opfattelsen af subjektet som et slet og ret uansvarligt offer – en opfattelse, der med Zizeks ord er udtryk for “et ekstremt narcissistisk perspektiv”. Så når sagen om Lizette glider ud af pressens fokus i næste uge, så er det, at det virkelige arbejde for ligestilling og gensidig respekt begynder (igen).

Litteratur: Læs fx Žižek: #MeToo kan blive et epokegørende skridt mod lighed … hvis ikke vi
snubler i offerrollen, Information 22. november 2017