Tillad mig at rekapitulere noget, jeg skrev helt tilbage i 2009, og dermed genoptrykke en meget enkel idé med stor analytisk kraft:

For halvandet år siden – den 15. juni 2007 helt præcist – skrev jeg et lille indlæg, der var en enkel semiotisk analyse af den danske politiske virkelighed, inspireret af semiologien Roland Barthes (og sociologen og semiotikeren Jean Baudrillard). Tillad mig at citere mig selv. Jeg skrev følgende under overskriften Venstre Højre Midten:

“En tanke i anledning af Margrethe Vestagers formandsovertagelse i det Radikale Venstre. SFs Villy Søvndahl advarer Margrethe, der vil placerer de Radikale i “midten” af dansk politik, om, at hun risikerer at ende i “intetheden”. Jeg tænker, at “midten” er denne “intethed”. Et parti kan ikke placerer sig i midten, fordi den ikke eksisterer og derfor er betydningsløs. Midten er som krigens ingenmandsland, der kun kan tænkes i kraft af de hære, der bekriger hinanden. Altså af forskellen, modsætningen, konflikten, tvisten osv. Når “nedsmeltningen af blokpolitikken” (med Vestagers ordvalg) sker, når partierne søger midten, så taber det politiske betydning. Måske imploderer politikken!?

Nu halvandet år senere dukker tanken tilfældigvis op igen i en leder i Politiken – i gårsdagens udgave – , hvor signaturen ltm under overskriften “Midten går i sort” kommenterer Christoffer Guldbrandsens meget omtalte dokumentar om Ny Alliance “Dagbog fra midten”. Politikens leder karakteriserer dokumentaren som en film om en politisk implosion. Men analysen er svag. Den finder forklaringen på Ny Alliances sammenbrud i hovedfiguren, Naser Khaders, manglende lederevner og fastholder den umulige drøm om, begæret efter, et rigtigt midterparti. Lederskribenten skriver nemlig: “Filmen mindede …om, at Ny Alliance havde grundbestanddelene til et politisk projekt fra starten…afsættet var rigtigt”. Og til slut kan man læse: “Nedsmeltningen af Ny Alliance har efterladt et sort hul på midten som ingen endnu har være i stand til at oplyse med ny mening“. Jeg fremhæver.Underforstået: Hvis blot politikerne havde evnerne, kunne det lade sig gøre.
Set fra min lille analyses synspunkt, så er Ny Alliances korte historie blot en tragi-komisk illustration af selve umuligheden af det projekt, der efterlyses i lederen. Midten eksisterer så at sige kun som et fatamorgana. Som en luftspejling af alle de politiske kompromisser, der er gennemført hen over årene. Midten kan ikke oplyses af mening, som lederskribenten længselsfuldt skriver, for midten er menings-løs, betydnings-løs… Og det er det moderne, danske demokratis kroniske sygdom, at så mange politikere – senest SF med deres udskiftning af holdningspolitik med værdipolitik – begærer dette tomme felt, denne intethed, hvorfra løftet om mange vælgerstemmer, tværpolitisk omfang, fluktuerende værdipolitik osv. lokker de politiske (magt)begær ud i afgrunden.

Jeg er stadigvæk optaget af den intethed, som den politiske midte udgør, og som udgør en konstant fare for ethvert parti og enhver politik, der søger derhen for blot at opleve at partiet eller politikken imploderer. Og siden dengang i 2009 har jo fået en regering, der for at det ikke skal være løgn går ‘hen over midten’. Og dt forklarer jo nok, at regeringen har umådeligt svært ved at formulere sine politiske punkter og hele tiden må udskyde til næste forhandling mellem de involverede, og at de tiltag, regeringen har meldt ud med negerer, hvad de foregående regeringer har stået for og så videre.

Men det er nu en meget mindre sag eller nyhed, der fik mig til at tænke på den lille semiotiske idé om midten som ‘sort hul’ eller intethed, der suger kraft og saft ud af politik. Nemlig nyheden om, at den fhv. politiske ordfører i Enhedslisten, Pernille Skipper, nu springer ud som politisk kommentator for TV2 News, kanalen, der efter amerikansk model (CNN) sender nyheder og kommentarer døgnet rundt (stort set). Og Skipper stiller ikke op til næste folketingsvalg og forlader dermed landspolitik. Men hvad har det nu med midten og dens intethed at gøre? Jo, hvis man husker lidt tilbage, så var samme Pernille Skipper ude med et budskab om, at Enhedslisten skulle moderniseres, fordi partiet var gået tilbage ved folketingsvalget. I et indlæg i dagbladet Politiken skrev hun blandt andet: “Partiets organisation er groft sagt stadig indrettet til et venstrefløjsparti i 70’erne, hvor interne diskussioner og uendelige ’demokratiske’ processer er vigtigere end at komme ud over rampen,”.  Og i dette opgør med Enehdslistens gamle partistruktur og fokus på interne diskussioner og demokratiske (bemærk Skippers forbeholdende citationstegn…) processer, så jeg – og ser – et næsten umærkelig skred mod – ja – “midten”. Jeg skrev i forbindelse med Skippers moderniseringsudmelding i november 2022:

“…jeg er alvorligt bange for, at den modernisering, som Skipper gør sig til talskvinde for, er en snigende socialdemokratisering, som hele tiden udgør en trussel mod venstrefløjen. En bevægelse i retning af den “midte”, som fru Frederiksen plæderer for, og som var lige ved at tage livet af Socialistisk Folkeparti, da de gik i regering med Frederiksens forgænger, Thorning Schmidt. Det kan godt være, at mange møder, procedurer og lignende partiinterne discipliner, kan få nogle yngre vælgere til at se væk fra partiet. Men disse aktiviteter er også udtryk for et parti, der indadtil dyrker det demokratiske element. Og det er jo lige netop i den kontekst – partidemokratiet – at den politikudvikling, som Skipper efterlyser, skal ske. Det er helt klassisk venstrefløjstænkning, at det er partiets basis, der gennem diskussioner og møder osv. genererer den politik, som partiet skal stå for – udadtil. Så jeg er alvorligt bange for, at Skipper, der jo har stået for det udadvendte, offentlighedsøgende som politisk ordfører (uden at glemme alt det forhandlingsarbejde, hun også har leveret på tinge og andetsteds), giver næring til en socialdemokratisering af partiet. Det vil sige en udvikling, hvor partiet i højere grad skal fungere som de øvrige partier til højre for Enhedslisten med kompromissøgende politik, dyrkelse af partiets stjerner i offentligheden og i sidste ende blive endnu et regeringsleflende parti à la Radikale Venstre.”

Det er vigtigt at understrege, at dette indlæg ikke handler om Pernille Skipper som person. For tendensen til at bevæge sig mod midten, med alt hvad det indebærer af politiske betydningstab, er hele tiden til stede, og jeg har her i bloggen givet flere eksempler på unge, engagerede, kvindelige politikere, der er skredet ned ad slisken mod midtens intethed. Og det er heller ikke noget, der er forbeholdt kvinderne, skal også understreges. Midten som politikken ‘sorte hul’, hvor politik implodere og mister enhver mening og betydning, er et ikke-sted, der hele tiden dannes i folkestyrets organisation i et højre og et venstre. Og i denne struktur genereres midten hele tiden som et fantasme, et sted, man enten begærer at indtage eller frygter at havne i.

Pernille Skippers udtræden af folketinget for at blive politiske kommentator (ikke journalist, vel at mærke) ser jeg som en logisk konsekvens af folkestyrets iboende tendens til at bevæge partier og politiske programmer i retning af den imploderende midte. For andre er der andre konsekvenser, lige fra partiskifte (fx fra venstrefløjen til Socialdemokratiet), udtræden af folketinget eller overgang til et borgerligt job uden for tinge.