Ordinary Love hedder aftenens filmoplevelse. Nu til dags oversætter man åbenbart ikke filmtitlerl længere – selv om det ville være nemt og enkelt: Almindelig kærlighed – for vi taler jo alle ‘dengelsk, ikke sandt?!
Nå, men bortset fra denne anke, så var det en fin filmoplevelse. Filmen erf ra 2019 og instrueret af Lisa Barros D’Sa og Glen Leyburn på grundlag af et skuespil af Owen McCafferty.
I hovedrollerne som ægteparret Joan og Tom Thompson ses Liam Neeson og Lesley Manville. Og de spiller et gammelt ægtepar, der lever et liv fuld af rutiner, sådan som det jo ofte er. Fx løber de en tur sammen på en bestemt rute, hvor de runder en bestemt træ på vejen hjem. Deres samliv er ubesværet og farvet af lige dele ømhed, humor og småskænderier. Kun en ting kaster en skygge over parret. De har mistet deres eneste barn, datteren Debbie, som blev ‘revet bort’ engang. Faderen, der ikke er religiøs, besøger hendes grav og taler med hende, selv om han synes det er meningsløst. Og moderen kommer i forbindelse med Debbies skolelærer.
Og så slår skæbne pludselig et par volter. Joan opdager en knude i det ene bryst og det viser sig at være alvorlig brystkræft, der ender med, at hun får fjernet begge bryster. Og fra det tidspunkt, hvor Joan opdager knuden og til filmens sidste scene, ser man, hvordan Joans og Toms samliv forandres – uden dog at forandre dem i bund og grund. Og det i den rolige, intime beskrivelse af parrets forandrede livsbetingelser, at filmen viser sine kvaliteter og sin overbevisende styrke.
Stille og roligt ser og hører man de små skælv, der løber igennem parret og sagte forandrer deres samliv. Det er kammerspil af fineste skuffe fra to af Storbritanniens fremmeste kunstnere. Og det er rigtig rart igen at se Liam Neeson i en anden rolle end den som hårdtslående hævner, som han ofte har spillet de seneste årtier. Han kan også det med de små, fine midler. Og han får fornemt modspil af Leslye Manville, der fremstiller den kræftramte uden at forfalde til overdrevent føleri eller overspil. Hun forstår at underspille rollen, så man sagtens kan forstå, hvor slemt det må være at at være i hendes situation.
Alt i alt en fin film, der er en passende modvægt til mange af tidens støjende og spektakulære filmhits. Og tak til DR for at vise den på den hemmelige kanal DR2 og oven i købet på den bedste sendetid kl. 20 en hverdagsaften. Nok til at få mig til at tage en lille pause i tv-afholdenheden.

Filmen kan ses en måneds tid frem på DRs hjemmeside.