Ja, når man læser om de glade tresseres musik i Storbritannien, så støder man igen og igen på Paul McCartney, der var meget aktiv på kunst- og kulturscenen i de år, hvor han var flyttet til London og de andre tre endnu ikke havde slået rod i byen. Således går heller ikke  Elton John ram forbi, når Macca kommer omkring:

Man mødte konstant nye mennesker og fik nye kontakter – musikere, producere, arrangører og pladeselskabsfolk. En dag var jeg ved at indspille med The Barron Knights, da Paul McCartney pludselig kom ind i studiet. Hansatte sig i kontrolrummet og lyttede med lidt. Så gik han hen til klaveret og bekendtgjorde, at det var de her, han var ved at lave i et nærliggende studie, og spillede derefter ‘Hey Jude’ i otte minutter. Det satte unægtelig The Barron Knights -der var ved at lave en døgnflueplade om Des O’Connors deltagelse ved OL – i relief.

Elton, der dengang bare hed Reg Dwight, havde fået arbejde som sessionmusiker og spillede – med glæde – med en lang række navne, bl.a. benævnte Barron Knights, der var relativt store dengang og var opvarmning for The Beatles og Rolling Stones og var det band, der inspirerede Bill Wyman fra Rolling Stones til at begynde at spille el-bas. Men også The Hollies, Tom Jones, Scaffold (med Maccas broder Mike) og flere andre fik glæde af Dwights tangenter.

Sessionarbejdet var nødvendigt, fordi Elton og Bernie Taupin ikke kunne komme af med de sange, de skrev. Ingen ville have dem. Cliff Richard takkede nej; det samme gjorde Cilla Black. Selv bandet Octopus vendte tomlen ned: #Hvem fanden var Octopus?“. Jo, Octopus var et psykedelisk band fra Hatfield, der var opvarmning for fx Cream og Yes, udgav en række singleplader og et enkelt album (Restless Night), inde det gik i g(l)emmebogen.