Hjertet kunne ikke mere, da Harry Belafonte udåndede i tirsdag i den høje alder af 96 år. Når jeg tænker tilbage, så forekommer det mig, at han altid har været der – et eller andet sted. Og det er forståeligt nok, for han fik sit gennembrud som sanger helt tilbage i min barndoms årti – halvtredserne – hvor han med sin særlige caribisk farvede udgave af folkemusik kom på hitlisterne. Selv om det var en tid med raceadskillelse og – ja – racisme. Men han formåede at overskride skellet mellem de såkaldte racer med sin musik og sin iøjefaldende optræden.

At han så siden viste sig at være en fornem repræsentant for borgerrettighedsbevægelsen, der voksede frem i tresserne, gjorde ham bare desto mere interessant.

Jeg er sikker på, at han var det første eksempel på world music, som kom ind i min musikverden gennem Danmarks Radios kanal; dengang tilbage i de tidlige tressere. En forløber for reggae- og ska-poppen, der netop dukkede op i det årti.