Elton John fortæller i biografien Mig, om hvordan Elvis Presley kom ind i hans liv. Eltons mor var glad for musik. Og når hun fik fri fra arbejde fredag eftermiddag gik hun ind til den lokale el-installatør Siever, der også solgte plader, og købte en ny 78’er. Meget af det var big-band-musik, som var moderne i fyrrerne. Billy May, Ted Heath og andre navne, jeg godt kan huske fra Danmarks Radio dengang i starten af tresserne.
Men en dag kom hun hjem med Elvis Presleys “Heartbreak Hotel”, og det forandrede alt. Elton kendte kun Elvis fra fotos i blade. Men han forstod dog, at Elvis var noget særligt. Og det var en fysisk oplevelse at lytte til Elvis, der mest af alt mindede Elton om et væsen fra det ydre rum. Grønt og med antenner i panden, som han noterer. Elton forstår ikke teksten, men musikken går lige ind i ham. Mødet med Elvis er begyndelsen på det opbrud, der skete fra starten af halvtredserne og et godt stykke ind i tresserne – og som Elton fik ind på kroppen.
Og så kunne jeg selvfølgelig ikke lade være at tænke på, hvornår jeg første gang hørte Elvis. Præcist hvornår husker jeg ikke, men det har været omkring det tidspunkt, hvor Jørgen Mylius begyndte – altså for tres år siden – men sandsynligvis før. Jeg ved, at der blev spillet lidt pop før Mylius kom til, selv om myten vil noget andet. Men i hvert fald var jeg Elvis-fan, da jeg i 1962 fik min grønne rejsegrammofon og mine første singleplader – med Elvis. Jeg har dem endnu. De er god stand og det vækker minder at sidde med de singler og EP-plader i hånden. Fornemmelse, farverne, Elvis med pomadehåret og de små vinyler med alle oplysningerne på. Lige den oplevelse er mange senere generationer gået glip af.