I januar måned for 60 år siden skrev den 16-årige gymnasieelev Jørgen de Mylius et klagebrev til DR. Han mente slet ikke, at Musikradioen – det nye P3 – havde styr på moderne rockmusik.

Brevet blev afgørende for Jørgen de Mylius’ liv. For den 22. januar 1963 blev han bedt om at komme ind til Radiohuset på Frederiksberg for at forklare sig for åben mikrofon.
Præcis en uge senere fik han sit første program – ’Mellem lektierne’ – med en hitliste på DR’s helt nye musikkanal. Jobtitlen var musikkonsulent, som 16-årig var han ansat på børnehonorar, og så har Jørgen de Mylius ellers været at høre og se i DR’s programmer lige siden.

Det imponerende jubilæum får mig til at genoptrykke, hvad jeg skrev i anledningen af mandens halvtreds år på statsradiofonien, for jeg har ikke ændret holdning siden dengang:

I dag er det nøjagtig 50 år siden Jørgen de Mylius startede som 16-årig radiovært for “Efter skoletid” i Danmarks Radio. Hvordan det gik til er en – set med nytidens øjne – ganske utrolig historie, som Jørgen selv fortæller detaljeret om i sin erindringsbog Tak for al musikken…

Uden Jørgen de Mylius’ utrættelige indsat for popmusikken, ville jeg ikke sidde og skrive dagligt om musik her i bloggen. Det er helt sikkert. Mylius var uden tvivl min første og vigtigste popformidler. Og det er jeg ham da uendelig taknemmelig for.

Jeg har da også med stor fornøjelse læst det meste af mandens selvbiografi. Og det har været fornøjeligt. Men – for der skal en lille dråbe malurt i jubilæumsbægeret, der er et lille men, selv om det måske er politisk ukorrekt at pointere det på selve hyldestdagen – det er lidt beskæmmende for mig at læse om Mylius’ opposition til de radiomedarbejdere, bl.a. Palle Aarslev, Hans Otto Bisgaard osv., der sidst i tresserne og første i halvfjerdserne tog over og tog sig af beatmusikken, bl.a. i programmet “Beat-rapport”. Mylius havde det – for at formulere det diplomatisk – svært med efterfølgernes fokusering på beatens progressive dimension, både den musikalske og den politiske. Og selv om Aarslev, Bisgaard m.fl. med sikkerhed – for det var almindeligt dengang, hvilket Mylius også dokumenterer grundigt – så lidt skævt til pophovedet Mylius, så krakelerer mit billede af en rummelig, altfortærende musikelsker. Eller rettere: her bekræftes min fordom om, at Mylius netop først og fremmest har været en ret holdningsløs formidler af harmløs pop.

Men det er måske også forklaringen på, at Mylius, der nærmer sig de 80 år, stadigvæk dukker op i DR – i lyd og på billede – for eksempel da han for nylig fik lov til at kommentere Dario Campeottos bortgang. Hvis man vil overleve på den sendeflade gør man klogt i at satse på den kommercielle underholdning og undgå at have kritiske kanter. Men – trods disse malurtdråber: Til lykke med de rigtig mange år i underholdningens tjeneste.