I 2017 havde jeg fornøjelsen af at anbefale Trouble Cats og deres livealbum fra det er i byen legendariske vandhul Fatter Eskild. En fin live-plade med vaskeægte roots-blues-rock i reneste aftapning, uden digitale svinkeærinder eller moderne overdrivelser. Det var tilbage til rødder i den bedste betydning af ordene.
Og nu er Trouble Cats ude igen. Denne gang med et studiealbum, der er kogt sammen her i Århus i Finlandsstudio og produceret af bandet og Jacob Worm. Hard Facts & Poetry er titlen, og den peger sikkert i retning af det ideal, bandet har for deres musik. Musik, der både indeholder virkelighedens hårde kendsgerninger og trivialiteter, men også poesien, som vi altid kan finde i sprogets sprækker og revner.
Og denne gange er alle sangene skrevet af hele bandet, dvs. Henrik Hansen (sang og mundharpe), Martin Blom (samng og guitar), Morten Brauner (bas, kontrabas og kor) og Henrik Thorsen (trommer og kor). To af sangene står Martin Blom dog alene for. Og det er tydeligt, at det er sange, der er skrevet af kollektivet, for de har en homogenitet og gennemgående soliditet. Det er garvet sangskrivning, der afslører både bandets sammenspillethed og dets kærlighed til rødderne, ikke mindst den blues, der altid har været og sikkert altid vil være kilde og inspiration til rockmusikken.
Og det er sange, der alle uden undtagelse er fængende og ørehængende. Slidstærke sange, der sagtens kan måle sig med det meste fra traditionen.
Og holdet spiller med energi og åbenlys spilleglæde. Og alle får lov til – i lydbilledet – at stå frem. Lige fra Henrik Hansens skarpe mundharpe, der allerede fra første skæring brænder sig igennem sangen, over Martin Blom guitar, der med slide sætter sig igennem og videre til rytmemaskinen, Brauners bas og Thorsens trommer, der lægger en afgørende, fed puls under det hele.
Trouble Cats spiller musik, der vedgår arv og gæld til rockens rødder. Musik, der godt nok kigger tilbage i traditionen, men som vi som musikelskere har brug for en tid, hvor megen musik er i alvorlig fare for at blive tappet for livskraft af tom iscenesættelse og teknologisk overgreb. Hard Facts & Poetry er en plade, som der altid vil være behov for, og som der altid bør være plads til på pladehylden (og på radioerne afspilningslister). Det er den rene vare fra rockens rodnet. Og hermed varmt anbefalet.
Trouble Cats, Hard Facts & Poetry. Produktion: Trouble Cats & Jacob Worm. Eget plademærke. Er lige udkommet.