Et sted i min cd-samling står albummet Love is in the air fra 2001 med Dario Campeotto. Her fortolker han navne som Rolling Stones, Lou Reed og Barry White og bakkes op af mange, yngre repræsentanter fra dansk pop og rock. Jeg købte den, fordi jeg mente – og stadigvæk mener – at Dario Campeotto besad en stemme i særklasse i dansk populærmusik. Og fordi den sent i mandens karriere, der begyndte for alvor, da han i 1961 vandt det danske melodigrandprix med kendingsmelodien “Angelique”, var et vidnesbyrd om, at han ikke ville sættes i bås som bare en refræn- eller danskpop-sanger, men havde meget mere at byde på.

Dario Campeotto var hele vejen indbegrebet af professionalisme. Og med et humørfyldt væsen og en stor portion charme fik han et godt tag i danske lyttere og gjorde sig både som sanger og på de skrå brædder. Og så var Campeotto en del af Giro-413-lydtæppet i min barndom. Nu er han ikke mere, og den folkelige underholdning er blevet mere fattig.