Og hvordan går det så med SVM-regeringen?

Author:

Jo, at dømme på den seneste meningsmåling fra Epinion, så rasler de to gamle partier – Socialdemokratiet og Venstre – ned i tilslutningen. Socialdemokratiet har med 20,8% tilslutning ikke ligget lavere siden 2014, og Venstre med 9,1% skal tilbage til 2008 for at finde lignende lavpunkt. Og sådan er det gået støt tilbage siden regeringen trådte frem som den første regering “hen over midten” i mands/kvindes minde.Det tredje parti, Lars Løkke Rasmussens Moderaterne har bevaret sin tilslutning.

Og kan det undre? En regering, der skal hoppe fra tue til tue, fordi den ikke har en fælles konsensus om landets store problemer og opgaver. Et godt eksempel er balladen om sundhedsvæsnet. Skandalen om behandlingsgarantien for kræftpatienter som ikke er blevet indberettet, har kostet menneskeliv og har givet anledning til mediestorm, er endt med en ikke-løsning i form af nedsættelse af en sundheds-struktur-kommission, der skal analysere problematikken og – angiveligt – danne grundlag for politiske beslutninger. Sagt på en anden måde, så er et meget vigtigt samfundsområde – sundhedsvæsnet – henvist til en politisk syltekrukke, medens regeringen forsøger at hoppe videre fra de andre tuer. Det er billedet af en regeringen, der har et flertal bag sig sådan rent formelt, men som er politisk handlingslammet, fordi de reelle politiske uenigheder lammer dens handlingsmuligheder. En regering, der bygger på den illusion, at man kan skræve over fundamentale politiske uoverensstemmelser – sagt på en anden måde: at man kan lade som om klasseforskellene ikke eksisterer – uden at de politiske bukser sprækker, så man står med røven bar. Og jeg tror danskerne – deres politiske forskelligheder til trods – godt kan forstå, at det ikke holder i længden. Formelt set holder regeringen til næste valg om 3 ½ års tid, men reelt?!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *