For en ordens skyld tager vi lige dagens dosis brok.

I går meddelte pressen, at Polen var i gang med at sende et antal gamle MIG-29 kampfly til Ukraine. Og i dag kan vi så læse, at et andet østland, nemlig Slovakiet har besluttet at gøre det samme. Imedens krymper den danske forsvarsminister fra Venstre sig og udtaler sig i floromvundne vendinger om, at vi ikke er der endnu, hvor det kan komme på tale at sende danske fly – samtidig med at flere borgerlige forsvarsordførere er ude og mene, at tiden er inde til at sende nogle af vores F-16-jagere til Ukraine.

Er der så tale om en eskalering af krigen? Og hvad vil russerne tænke: At nu er Vesten og USA for alvor gået i krig og… Medens eskaleringen stille og roligt, skridt for skridt, sker, så lader man her i Vesten som om man har definitionsretten og retten til at bestemme, hvornår konflikten er bilateral eller international. Samtidig med, at man forsøger at foregøgle befolkningerne, at det da er russerne, der tager det første skridt i retning af Ragnarok.

Tankegangen bygger på den skrøbelige forudsætning, at en krig kun kan vindes med militære midler. Altså: Desto mere militært isenkram, desto bedre – for krigens afslutning. Men kendsgerningerne viser, at de sidste mange, mange krige alle uden undtagelse har fundet deres afslutning ved forhandlingsbordene. Tjek selv krigene fra 2. Verdenskrig og frem. Men denne kendsgerning vil man helst ikke tematisere i Vesten og man lytter ikke til andre landes – Kinas, Indiens, Tyrkiets osv. – insisteren på, at der skal forhandlinger i gang. Inden helvede bryder løs.