Ja, sytten år er gået, siden bloggen med det sammenskruede navn Capac, blev søsat som en såkaldt “smartlog”. Siden blev den mere og mere uafhængig, selvstændig, egensindig og fri af økonomiske interesser. Og her på årsdagen ser de da ud til, at bloggen – for nu at genbruge den maritime metaforik – stadigvæk ligger stille og roligt og gynger på et relativt roligt internethav.

Og det fortsætter nok en stund endnu. For mulighederne her langtfra brugt op, selv om bloggen nu og da falder ned i en bestemt skure, der er præget af tidens tand.

Jeg er forlængst holdt op med at studere trafikken på bloggen. Det er nok at vide, at der er læsere derude i det ganske land, også trofaste læsere, der har holdt ud gennem årene og kigger forbi, når det passer ind i de daglige gøremål. Og sådan skal det helst være.

Jeg vil ikke trutte i trompeten, selv om sytten år da er en post, som jeg ikke havde forestillet mig, da jeg ved en tilfældighed kom i gang med at skrible på nettet. Og der vanker heller ikke kage, for det har jeg pålagt mig selv at holde meget igen med.