Det er, som om han altid har været der. I hvert fald i mit musikunivers. Han kom ind i det i slutningen af tresserne med sit eponyme debutalbum fra 1968, og har været der lige siden. Og en nærliggende forklaringer, som også er brugt af kritikerne mod ham, er, at han har haft sin egen stil fra første færd og har holdt fast i den. Og med stor succes. Han er således en af de meget få kunstnere, der har præsteret at have et top-10-album i hvert af de seneste seks årtier. Senest med American Standard (2020). Og han er stadigvæk i fuld gang med turneer o. a.