I går så jeg herrelandsholdet i håndbold spille mod det tyske. En god, underholdende håndboldkamp. Men der er noget andet, jeg vil brokke mig over. En ting er den udbredte brug af klappeinstrumenter, som publikum bruger i stedet for at klappe i hænderne. Jeg synes, det er irriterende med denne mekaniske klappen. Og mit humør blev ikke bedre af TV 2s reklameblokke for især biler og spil og meget andet. Og en ting er, at man som seer bliver hjernevasket med de samme reklamer aftenene igennem. Noget andet er den udbredet (mis)brug af gode gamle pop- og rocksange. En byggemarkedkæde (gæt selv hvilken…) driver rovdrift på Madness’ gode, gamle hit “Our house“. Et rejsebureau gør det samme med The Monkees’ “I’m a believer”. Og så videre. Som oftest er sangene uden nogen form for relation til reklamen – bortset fra den oplagte, at genkendelse knytter sympati til reklamen.

Og misbruget af god, gammel musik fortsættter under håndboldkampen, hvor stadionspeakeren tæppebombarderer publikum og spillere med løsrevne fragmenter af kendte hits. Ofte de samme igen og igen. Queen og deres “We are the Champions” skamrides. Og sådan er det med en række pop- og rocknumre. Og overlæderet i mine sko var i fare for at revne, da den uovertrufne intro til The Doors’ “Roadhouse blues” blev revet løs af sin sammenhæng og sendt bragende ud over stadion flere gange. Og man tænker: Kunne de i det mindste – hvis de absolut skal misbruge musikken på den måde – ikke variere udvalget fra gang til gang!? Men nej, vi får samme kværnende repetition som altid. Suk.