To meget forskellige albums udkom samtidig for halvtreds år siden. Pink Floyds megasælgende – både målt i penge og hitlistetid – ottende album Dark Side of the Moon. Pladen, der gjorde sine skabere til velhavende medlemmer af rockklanen, er et af to Pink Floyd-album, jeg har på min reol (det andet er The Wall), blev også modtaget af kritikken som banebrydende og stilskabende og fik derfor straks status af en klassiker. Jeg har aldrig været decideret fan af gruppen og derfor fylder de ikke mere på min reol. Hvorfor, vil nogen måske spørge!? Det er bare ikke rigtig faldet i min smag, selv om jeg godt kan lide netop de to album.,

Helt anderledes stiller det sig med ex-Velvet Underground-artisten John Cale, som altid har udgjort en prøvelse for min musiksmag. Og det gælder bestemt for albummet Paris 1919, hvor han overraskede ved at forlade sit eksplicit eksperimenterende spor og viste sig som en stor popsnedker med en samling sange, der var arrangeret med symfonisk backing, inspireret af store navne som Brian Wilson og Procol Harum. Et af Cales mest tilgængelige album, der stadigvæk har en fremtrædende plads på min evige afspilningsliste.