Selv om jeg har reduceret mit tv-forbrug betragteligt, så opfangede jeg dog Caroline Links film Da Hitler stjal den lyserøde kanin, da den rullede over skærmed forleden (og den genudsendes i aften på DR2).
Der er tale om en filmatisering af forfatterinden Judith Kerrs selvbiografiske roman af samme titel. En fortælling om en jødisk familie, der i 1933 tvinges til at gå i landflygtighed, fordi et forestående valg vil gøre nazisterne til de reelle magthavere i Tyskland, og fordi faderes – en berømt teateranmelder, Arthur Kemper – er faldet i unåde hos nazisterne på grund af sine stærkt kritiske artikler om situationen i Tyskland.
Først flygter faderen til Schweiz, men snart derefter må også moderen – en kendt komponist og pianist – og de to børn, hovedpersonen Anna og hendes storebroder Max, hhv. ni og elleve år, også følge med. Og i forbindelsen med flugten er det, at Anna ikke får sin elskede tøjkanin med.
Og de ender i en schweizisk landsby, der er en diametral modsætning til den progressive storby Berlin, som de kom fra. Her hersker gammeldags kønsroller, og den nazistiske trussel er på stor afstand, selv om en nazistisk familie dog opholder sig sammesteds. Men Anna, der er en kvik pige, falder til, får en lokal veninde og bliver drengenes favorit, fordi hun trodser de normer, der er for pigers opførsel (fx slår hun kolbøtter, så man kan se hendes underbukser – og det gør man bare ikke i landsbyen…).
Familiens trængte økonomi gør, at de må flygte videre, som det var almindeligt for flygtningen dengang. Og de finder en billig lejlighed i Paris med en utålelig concierge og hutler sig i en længere periode igennem. Og Anna og Max bliver sendt i skole, selv om de ikke kan et eneste ord fransk. Men det går dem alligevel godt. Som de børn, de nu engang er, falder de til. Anna vinder oven i købet en stile-konkurrence (selv om stilen er fuld af stavefejl) og får lidt penge, som kan hjælpe den forarmede familie lidt.
Det er de to børn – og især pigen Anna (spillet af Riva Krymalowski ), der gør filmen til en mere end almindeligt seværdig film. Det er igennem hendes blik – og de erfaringer den niårige skaber sig -at vi får en forståelse af de vilkår, en jødisk familie på flugt møder, og et særligt distanceret blik på udviklingen i nazi-Tyskland i årene op til Hitlers magtovertagelse. Og sammen med broderen Max (spillet af Marinus Hohmann) skaber Anna et fint, nuanceret billede af, hvordan hverdags-anti-semitismen fungerede, og hvordan børn formår at komme overens med denne kendsgerning.
Man kan godt mærke, at filmens forlæg er en bog, der tager sigte på børn og unge, men Caroline Link har formået at skabe en film, der både har noget væsentligt at sige om jødeforfølgelserne i trediverne og som demonstrere livskraft, charme og fremtidstro. En film for hele famiien ville anmeldere i gamle dage skrive. og jeg kan kun tilslutte mig den anbefaling. Se med i aften.