Så fik jeg omsider set sidste afsnit af Lars von Triers Riget Exodus, der knytter an til den gamle serie om Riget og udgør en slags endeligt punktum på fortællingen om Rigshospitalet – eller snarere: en fantasi om Rigshospitalet. Og hvad skal man så mene om det?!
Jeg vil ikke foretage en regulær filmanalyse (den skal nok komme i tidsskrifter og lignende), men blot konstatere, at vi kommer langt ud i det Trierske univers af overtro og galskab. Historien om søvngængersken Karen, der rejser sig fra sin seng for at sætte gang i Rigets endeligt er en på alle måder kulørt omgang fantasteri, som man som gennem-almindelig filmseer har mere end svær ved at sluge, selv som præmis. Men det må man, og man føres gennem en absurd fortælling om modsætningsforholdet mellem en svensk overlæge og hans danske kolleger, en latterlig udgave af moderne hospitalsledelse og så Karens søgen efter løsningen på Rigets tilstand.
Historien er dybt utroværdig, men også meget, meget kulørt og underholdende. Og man må bare tage hatten af for Lars von Trier, der er en enestående instruktør i dansk film. Ingen kan som han forføre sit publikum på den mest troskyldige og nederdrægtige facon, der drives frem af instruktørens psykiske skrøbelighed, hans parkinson-sygdom og sit store talent for at fortælle i levende billeder. Uanset, hvordan man har det med al det spirituelle gejl, så bør man se den.