Da jeg forleden dag med fuldt overlæg gik ind i en pladeforretning faldt jeg over det originale soundtrack til serien Cold Feet til en pris af skaldede fem kroner. Hvad kan man få for en tier, som Shu-bi-du-a sang… For slet ikke at tale om en blank femmer. Alligevel ville jeg nok ikke have købt den, hvis ikke den netop rummede en del sange, jeg godt kan lide, men ikke har i øvrigt. Det gælder fx Culture Clubs mest vellykkede og uopslidelige sing-a-long-hit Do You Really Want To Hurt Me, KC & The Sunshine Bands dansegulvsklassiker That’s The Way (I Like It), der er en af de der uafrystelige sange, Bobby McFerrins lille opmuntrende bagatel Don’t Worry Be Happy, der altid er god at fløjte eller nynne, når hverdagen går af h…… til; den alt for tidligt afdøde Minnie Rippertons oktavstrækkende kærlighedssang Loving You og så Vic Damones gamle standard On The Street Where You Live fra musicalen My Fair Lady, der var en del af min barndoms soundtrack.

Sådan cirka skrev jeg i 2008 om lydsporet til tv-serien Cold Feet, som jeg faldt over i en nu hedengangen pladeforretning (hvor jeg dog savner dem…). Og i dag fandt jeg det gamle lydspor frem – uvist af hvilken grund (bortset fra, at den står lige til højre på hylden, hvor jeg sidder). Og jeg tænkte, at den ville jeg da høre igen og til det formål ‘rippe’ den til computeren. Og så viste det sig, at ripper-programmet ikke kunne finde oplysningerne om albummet og det enkelte sange derude på det store net. Det er noget, jeg sjældent har oplevet. Hvad forklaringen er, ved jeg ikke, men har en mistanke om, at netop det lydspor findes i flere versioner og lige netop min – der dog er udgivet af EMI – ikke er kommet med i databasen.

Nå, men det fik mig så til at filosofere lidt over det forhold, at tv-kanalernes flittige genudsendelse af tv-serier kun gælder nogle serier, hvor mange andre – blandt andet Kolde Fødder – tilsyneladende er gået i glemmebogen. Og for mit indre blik gled en række serier – i glimt – der nok kunne tåle en enkelt gentagelse. Men hellere gamle, udslidte Barnaby end en mindre kendt kvalitetsserie. Og emnet blev forstærket af, at jeg de seneste dage har set Lars von Triers Riget Exodus, der jo bygger på en gammel serie, som heller ikke er blevet genudsendt igen og igen, siden den først løb over skærmen i midten af halvfemserne. Hvilket den nok kunne have fortjent. Og ikke et ord om Exodus – i hvert fald indtil jeg har set det hele.

Men tilbage til musikken. Det lykkedes selvfølgelig at rippe den cd og af egen kraft og manuelt at indtaste de fornødne oplysninger ud fra coverets oplysninger. Så vidt, så godt. Og så faldt jeg lidt hen over rap rock (!) bandet Fun Loving Criminals lette fortolkning af Louis Armstrongs James Bond-sang “We have all the time in the world”. Ikke en version, der tager noget fra Armstrongs suveræne udgave, men dog klarer det mere end acceptabelt. Uden at der går rap rock i det…