Der er noget symptomatisk i det forhold, at Venstres leder og nuværende forsvarsminister Jakob Ellemann Jensen få dage inde i den nye SVM-regerings første periode har måttet trække sig og gå på sygeorlov. Forklaringen er, at arbejdets belastning har gjort Ellemann Jensen syg på ubestemt tid.

Det er tankevækkende og symptomatisk, fordi den af socialdemokraten Mette Frederiksen ledede regering netop har gjort arbejdet til selve omdrejningspuntet for regeringens reformpolitik (som endnu ikke er helt udfoldet eller konkretiseret i alle facetter). I ugeavisen Weekendavisens seneste udgave bliver statsministeren interviewet under den sigende rubrik Arbejdsbevægelsen – ikke Arbejderbevægelsen men netop Arbejdsbevægelsen. Det er arbejdet, det handler om. Og Mette Frederiksen siger blandt andet:

»Jeg skrev for nogle år siden i nogle socialdemokratiske teser, at pligt kommer før ret. Jeg er selv et pligtmenneske. Det er jeg opdraget til og faktisk af en fagforeningsmand, som altid har lært mig, at det vigtigste er at gå på arbejde. Den grundlæggende måde at tænke på arbejde og pligter har altid skabt stor debat. For eksempel det med, at man nok ikke kunne lægge til grund, at det altid er sjovt at gå på arbejde. Jeg blev fuld af forundring over reaktionen. Alle, der har haft et arbejde, ved da, at der er opgaver, der er mindre sjove end andre. Sådan er det også at være menneske. Vi kan ikke have det sjovt hele tiden. Det er en del af det at leve, at det giver nogle knubs, og det skal man finde sin vej igennem. Vi gør vore børn og unge en bjørnetjeneste, hvis vi bilder dem ind, at livet altid er let. For livet er svært. For nogle er livet rigtig svært, og det skal vi hjælpe hinanden med at komme igennem.« [WA, Nr.05, 3.  februar 2023]

Læg mærke til, hvordan Frederiksen – måske uden at tænke over det – nærmest sætter lighedstegn mellem ‘det at leve’ og ‘det at arbejde’. Det er alvor begge dele – svært og ikke sjovt hele tiden, men en pligt, vi alle skal påtage os. Og nøglen til SVMs reformpolitik, forstår vi, er, at vi alle gør vores pligt – arbejder. Det blev understreget i går, hvor det kom frem, at regeringen “fremsætte et lovforslag, der afskaffer den modregning, der indtil nu har været i folkepensionen, hvis pensionister tjener en løn ved siden af deres pension” (DR Nyheder). At arbejde er en pligt og – som afskaffelsen af Store Bededag pointerer – i Frederiksens logik betyder det, at vi alle som udgangspunkt skal arbejde og arbejde mere. For at skaffe penge til fx krigen i Ukraine, bevarelse af velfærdssamfundet, kampen for klimaet og så videre.

Og denne morakermoral skal ligge til grund for regeringens politik – i et land, hvor produktiviteten i forvejen er tårnhøj (danskerne er faktisk et af de lande, hvor der arbejdes mest – kom det for nylig frem i en undersøgelse, kilde: OECD), hvor de svageste borgeres arbejdsevne jages i udmarvende og sygeliggørende ressourceforløb, hvor arbejdsløshed stadigvæk gør borgerne til samfundsmæssige pariaer (selv man i årevis har talt om at ændre på arbejdsløshedssystemet – uden synderlig effekt), og hvor arbejdsløsheden faktisk er “historisk” lav (noget politikerne i andre sammenhænge bryster sig af…), og hvor alt for mange faktisk bliver syge på krop og sind af – at arbejde…

Det ville klæde fru Frederiksen, lederen af det gamle “arbejderparti”, Socialdemokratiet, hvis hun i stedet for at pukke på arbejdspligten og dermed på arbejdsmængden fokuserede på den værdi, arbejdet skaber og som er selve grundlaget for det velfærdssamfund, Frederiksen bekymrer sig om – og på fordelingen af denne værdi. For det er selve kilden (på gammeldags marxistisk vis) til finansiering af det områder, man vil bruge penge på – lige fra oprustning til havvindmøller. Og fokusere på fordelingen af denne værdi. Og dermed er vi ved den elefant i det politiske rum, som ingen åbenbart må tale om. Nemlig skatten. Skatten som den instans, der fordeler værdien i samfundet og – idealt set – udligner uligheden i samfundet. Hvis fokus blev flyttet fra morakermoral til tænkning i værdifordeling, så ville Store Bededag og pensionistarbejde være uinteressante, når man lavede en mere progressiv beskatning, så de mest velbjergede i dette samfund betalte (lidt) mere i skat og dermed bidrog mere til fællesskabets store opgaver. Men værdifordelingen i samfundet er den store elefant i rummet, som vi ikke må tale om og i hvert fald ikke på politisk niveau. Og det ville betyde, at Mette Frederiksen og SD ville vende tilbage til en tænkning, som deres parti forlod for mere end et hundrede år siden…

Ovenstående ræsonnement vil selvfølgelig ikke overraske nogen af bloggens læsere, men jeg følte lige trang til at fremture efter at have læst interviewet med Frederiksen og følte mig temmelig provokeret af hendes moralisme. Beklager.