Foranlediget af en internetskribent, der vil fejre C. V. Jørgensens 70-års-dag i dag – selv om han fylder 73 til maj – kunne jeg ikke lade være med at tænke over det faktum, at Carsten Jørgensen med det tilvalgte mellemnavn Valentin har brilleret ved sit fravær på den danske musikscene de sidste mange år. Hvis jeg ikke tager fejl, så var live-pladen Sange fra scenen fra 2012 sidste gang, Jørgensen lod høre fra sig på plade. Og sidst han var på en scene var vist i 2018. Så…

Men Jørgensen har altid været diskret i forhold til pressen og har altid holdt sit privatliv på passende afstand af medierne – klogeligt nok. Jeg mener at have læst et sted, at nogen skulle have set ham komme kørende på en knallert i Lyngby, hvor han er barnefødt og vist stadigvæk holder til. Og andre mener, at han som en anden forfatter har isoleret sig i sit hus, hvor ham passer sine skriverier og sin sukkersyge. Men det er altsammen sladder og gætværk og har intet som helst at gøre med det forhold, at man godt kan savne en tekst- og sangmager som Jørgensen på den aktuelle musikscene. Ikke, at vi ikke har gode sangskrivere, for det har vi. Men ikke nogen af den finurlige slags, som Jørgensen var, da hans sangskriveri var mest markant og slagkraftig.

Men omvendt, så står der ikke skrevet nogetsteds, at man skal blive ved ved samme læst hele livet. Ikke alle behøver at lave en Bob Dylan, en McCartney eller en Rolling Stones og fortsætte langt ind i støvets år. Det er helt ok at trække sig tilbage i god tid, når man føler for det.

Vennerne og vejen